Tærskel er et dejligt ord. Lidt fortærsket og overbrugt i denne tid, hvor det hele hele tiden er det vigtigste, det stærkeste og det vildeste. 

Men hvad hvis jeg intet vidste? Ville så kun stilheden være tilbage? Eller lyden af den rivende ruskende øst-vind, som ikke holder sig tilbage, og som insisterer på at blive hørt og følt, helt ind i knoglerne på mig? Nok sammen med en sammenkrøllet kat på mit bord og én i min sofa, ænder på maven med fødderne trukket helt op og æsler på marken med enden mod vinden. Viklet ind i uld flytter jeg mig kun lidt og tumlende rundt. 

Så her på tærsklen står vi. Alle sammen. Jeg ekspanderer og indhyller mit liv i hjertets hvirvelstrøm og finder roen midt i vortex, i centrum af spiralen. Så lad det være sådan.