en blog til zina.dk

Hun har taget høretelefonerne med på vej til Roskilde Festivalen. Det er som om noget kan stimuleres i hendes øre, så hun bliver helt tændt. 

Skift. En ung fyr. Et hus på en mark. Han bor på værelset. Han svømmer ud i søen. Kom her ud. De svømmer alle efter. Men vandet er jo fuld af re. De svømmer tibage, skal nå ind på værelset. Hun kravler op på bredden før. Her er det nemmere at komme op. Der er en bænk og et lille bord. Hun er tændt. Og han kommer hen til hende. Han og de andre skal på arbejde, og de skal skynde sig. De har helt glemt tiden. Reglerne er strikse i huset, og hun må egentlig ikke være der. Men hun er ikke så hurtig. Der er slik i en skål. Hun får lov at tage noget, som hun kan hygge med i bussen, eller mens hun tager tøj på. De andre skynder sig i tøjet. Hun har fået menstruation. Hun drømmer om at få følelsen igen. Høretelefonerne på og stimulere øret, så kroppen tænder. 

Mødtes de der ved isboden? Hvor hun stod og ventede og forsøgte at forstå, hvordan det fungerede med øret. Det var softice. Eller var det guffen udenpå? Nej det var blød is og så en slags candyfloss bygget udenpå. Det lignede en stor rede. Der var kun 4 slags is. En vanilje. En m. mm. En mørkeblå. De blev bygget uden om en stor cigarformet chokolade dims m. pind. Hun var god til at bygge dem. Pigen. Hun var veluddannet – var det filosoffen? Men de blev så sindssygt store og helt uhåndterbare. Hun havde nu besluttet hvilken, hun ville have og stod bare og kiggede på pigen, mens hun arbejdede. Sådan et flot arbejde. Den næste i køen fik vanilje m. mm indeni. En mørkeblå fluffy sky udenpå. Og den skulle også dekoreres m. en hat. 

“Ud t drengen i huset. På værelset. Vi knaldede ikke. Det var ikke det der skete. Han var så vild med mig. Svømmede ud i søen da jeg kom. Jeg svømmede efter. Ud t en lille ø midt i søen. Nærmest bare en græstue. Han kravlede ikke op. Jeg svømmede efter og de var nu to venner. De grinede. Fulde af re – en slags fnidret tang som lignede mos. De havde det i håret og i skægget. Han var ligeglad. Vi svømmede tilbage sammen.”

Så bare helt stille

Uden lyd eller bevægelse

Sidde helt stille

Ikke en vind

Alt hænger slapt ned

Selv vejret holder vejret

Bange for at forstyrre

Roen som har indfundet sig

Nu kan jeg høre frøene spirre

Helt dybt nedefra

Små stræbende håb

Op imod lyset

Instinktivt og villigt

Måske bliver jeg klar

Han tog Veien hen til Metalsvinet, knælede halv ned, slog sine Arme om dets Hals, satte sin lille Mund til dets skinnende Tryne og drak i store Drag det friske Vand. Tæt ved laae nogle Salatblade og et Par Kastanier, det blev hans Aftensmad. Der var ikke et Menneske paa Gaden; han var ganske ene, han satte sig paa Metalsvinets Ryg lænede sig forover, saa hans lille, lokkede Hoved hvilte paa Dyrets, og før han selv vidste det, sov han ind.

H. C. Andersen

Han svømmede ud i søen, da hun kom. ‘Kom her ud’. Hun svømmede efter. Nu var der en ung mand mere. Måske også en pige. Vandet var fuld af re, en slags grøn tang som lignede mos og gjorde vandet tykt. Han svømmede ud til en lille ø midt i søen. Nærmest bare en græstue. Han kravlede ikke op. Hun svømmede efter. De to unge mænd var venner. De grinede. Fulde af re, som klistrede sig til alt på kroppen, i håret, på huden, i skægget. Han var helt ligeglad. De grinede begge højt. Vi svømmede tilbage, og hun kravlede op på bredden lidt før sivene, det var nemmere. Og han kom hen til hende, hvor hun sad på bænken. Udenfor. Hun var våd og filtret ind i mosset. Det sad i hendes hår og på huden. 

Der er virkelig ikke noget at rapportere. Massevis af oplevelser. Massevis af forståelser. Massevis af alt muligt. Men nærmest intet vil rapporteres. Nærmest intet vil fortælles til nogen. Jeg føler absolut intet behov.

Hvis det bare er til mig selv, er det så?
Ja da.
Hvis det kan alt det. Hvorfor så fortælle?
For at dele mig med andre
Er du bange for at dele dig?
Ja
Er det derfor du ikke rapporterer?
Meget muligt

Jeg er bare så pisse misundelig på den urimelige selvoptagethed. Det vil jeg fucking også. Hvorfor fanden tillader hun sig det? Hvordan bliver det ok? Jeg vil også. Mere mig mig mig. In your face

Starter det virkelig her? Tårer og
tvivl. Nu gør jeg det bare. Selvom jeg hader alle der dvæler. Især mig selv. Øv
øv øv. Jeg sagde det. Kun lidt. Jeg lover. Jeg prøver at være tålmodig. Jeg er nu tålmodig med mig selv!

I PROOOOMISE

Kære ven

Man mærker det jo meget fint når det lakker mod enden. Man begynder langsomt at tænde for at vende hjem. Begynder at savne og tænke på alt det hjemme er. Jeg drømmer heftige travle drømme om musik, venner, kunst, intervaller, uformåen, mor. Jeg har følt mig som i en tidslomme uden for alting. Har læst bøger om sommerfugle, kunsttyve, mordere, psykotiske mødre, pædofile fædre, selvmord i flokke, muligheder, lys og mørke. Det var pludselig nemt at være med på job, da jeg selv skulle noget. Var noget. Meget smart og værd at gentage. Jeg var glad for min formåen, selvom jeg stadig synes der mangler noget eller mere er på vej.

Jeg er blevet lidt bedre til at være, jeg føler mig i det hele taget mere tilpas. Måske er det bare alderen. Eller nærmere erfaringen. Det står rimelig klart, at tingene gør og udvikler sig om jeg vil eller ej. Alt kontrol jeg forsøger at udøve er en fiasko og ofte fuldstændig unødvendig. Jeg øver mig i at stoppe op, skrue op for tilliden og ned for kontrollen. Det er nok nemmere her end hjemme men jeg har øvet mig godt, og jeg tænker, at det hjælper. Altså at øve sig.

Det bliver sjovere at være tættere på…

Kærlig hilsen
Katie

jeg kan ikke rigtig rumme hvor svært det var. jeg føler mig nærmest lidt flov over det. ødelæggelsen. flov over mig selv. at det ikke var nemt for mig. der er så meget der er nemt for mig. men det var ikke. det er blevet nemmere. men jeg bliver ofte bange for at jeg tager fejl. at jeg slet ikke har forstået noget. at jeg holder mig selv for nar. lader mig selv løbe om hjørner med mig selv. i en slags evighedsloop. rundt og rundt. men så bliver jeg sikker og så bliver jeg tryg. igen. og så letter jeg. hoved hjerte mave.

Jeg er ved at blive tosset af tankerne.
De kører rundt i fucking ring.
Der er hverken start eller slutning
Der er ikke noget at løse eller fikse.

Så hvad vil jeg egentlig?
Spørgsmål vil ikke besvares.
Og det stopper mig i bevægelsen frem.

Det er godt, siger den kloge
så jeg ikke river op og forstyrrer.
Det er noget uærligt pis, siger den anden
og fordrer naturlighed og højtflyvning.

Jeg vil bare gerne være og blive.
Måske er det så det. Ikke bevægelsen.
Passer det så på det?

Og jeg savner så det river i mig.
Og jeg vil være nærheden.

Jeg ville ønske, jeg kunne være i nærheden.

Hvad er ikke sat fri?
Hvad kan ikke flytte sig og forandre sig nu?
Hvad er sat fri? Hvad kan flytte
og forandre sig nu?
Alt er sat fri og alt kan flytte og
forandre sig nu.
Hvad sker der så? Hvad sker der nu? Hvad gør du? Nu?

Det handler vist mest om mig selv og forvirring over mit liv og hvad fanden jeg har gang i og hvad fanden jeg skal og hvad fanden det hele handler om. Og som konsekvens af det selvfølgelig også om dig. Ambitionerne er store inden i mig. Ift. hvad jeg skal kunne og hvad jeg skal forstå i og af livet. Og jeg er ved at løbe ud af tålmodighed med mig selv. Det er ikke kønt. Og rimelig udmattende at være både forløser og udløser af dette selvskabte drama. Det er den tynde tråd

Jeg havde håbet jeg var super cool og sej
Sådan en overskudsagtig superwoman
Som ikke lader sig ryste let og bærer alt
Rank og stærk i stormens vilde blæsen

Sådan er jeg slet ikke
Jeg svajer og dingler
Kan slet ikke stå lige
Og tårerne løber frit

Men jeg tror at jeg kan holde til det
Tænker at det er godt at kunne bøje
Så man ikke knækker når det blæser

Jeg ligger mig gerne fladt ned på jorden
Så jeg kan rejse mig igen og stå stærk

Longing the so-said mind long lost to longing. The so-missaid. So far so-missaid. Dint of long longing lostto longing. Long vain longing. And longing still. Faintly longing still. Faintly vainly longing still. For fainterstill. For faintest. Faintly vainly longing for the least of longing. Unlessenable least of longing. Unstillable vain least of longing still.

Vi gik langs floden for at nå frem. Han fortalte om en genvej ud over flodlejet – meget hurtigere, men gennem vand og mudder. Vi gik videre i det ankelhøje vand. Floden var brun alt andet omkring os skrigende grønt. Smukt og larmende. Han sagde at mudderet føltes som koralsand, blødt som flødeskum. Sandormene smuttede væk under fødderne på os og jeg tænkte at det var godt det var hun-sandorme, så bed de ikke så hårdt.

Jeg forstiller mig egentlig, at jeg ville have fungeret bedre som en stenaldermand. Jeg kan bedste lide det, når tingene er 1:1. Jeg ville have det meget bedre, hvis mængden af information jeg modtog blev betydeligt formindsket. Mad, søvn, fare, kærlighed, kulde, varme, smerte, velbehag. Og sidst men ikke mindst ville jeg gerne leve lidt kortere. De der 70-80-90 år synes uendelige, og jeg ville ønske at standarden var 35. Det er en overskuelig årrække med fornuftige ting at lave i alle årene.

og så tuder jeg over, at myggen ikke vil komme frem, så jeg kan slå den ihjel … græder jeg over det? min hals snørrer sig sammen. mine mundvige søge nedad. hører den flyve. kan næsten ikke stå op. mine øjne svier. og musklerne sitrer. knoglerne rasler og giver sig.

jeg ved jo ingenting. absolut ingenting. kan ingenting. jeg har ikke forstået noget eller reelt oplevet noget. der er ikke noget, der sidder fast. forankrer sig i mig. ingen til at minde mig om det. eller lære mig det igen. kun sådan en sølle solo eksistens af ingenting, som ikke skal noget eller kan noget. alene. med mit formål som uforløst. ikke kunnende. uformående. ingenting

jeg har lyst til at hælde mig ud over dig.
lade dig drukne langsomt i min væren.
synke ned opløse mig selv ovenpå dig.
smelte mig ned i dine celler.
lade dig mærke mig fuldt ud.
og helt ind i. opløsningen.
hvor ingenting hænger sammen mere.
hvor alt er gået i stykker.

så flå mig bare fra hinanden.
pres mig til mere end jeg kan bære.
og der er ingen anden vej en opløsning.
så ser vi det. så ser du det.
alle cellerne liggende på gulvet foran dig.
med et dunkende buldrende bragende hjerte i midten.
som kun er det. dunkende buldrende bragende.
skal vi gøre det? nu? er jeg så det? nu?

Kan I huske dengang man skulle defragmentere sin computer? Det skulle man gøre engang imellem, når det hele begyndte at gå lidt langsomt og programmerne var sløve til at køre. Så gik man ind i et særligt program, hvor man så kunne scanne sin computer og se hvordan informationen lå lagret derinde. Det var vist ved små farvede firkanter som lå i mindre grupper og nogen gange store klodser på skærmbilledet. Når det var lang tid siden man sidst havde defragmenteret så det hele meget rodet ud. Firkanter, grupper og klodser lå hulter til bulter derinde og farverne var nærmest ikke grupperede. Det var indlysende for enhver, at der måtte defragmenteres.

Og så satte man programmet igang. Man skulle have god tid, for hvis man ikke havde gjort det i lang tid, så tog det noget tid at få alle klodserne på plads og lagt i orden. Og det var netop det programmet gjorde. Langsomt og sikkert flyttede den rundt på klodserne, så de kom til at ligge tæt sammen, grupperet i farver og uden huller i mellem. Det var jo tydeligt, at det var meget bedre sådan. Ikke sådan en gang tilfældigt placerede klodser, men fint stakkede firkanter på rad og række. Det var dejligt at sidde og se på hvordan computeren fandt et godt sted til alle klodserne og hvordan der langsomt blev ryddet op. Nu blev alt bedre.

Jeg gad godt at have det program nu. Jeg trænger virkelig til at blive defragmenteret.

Jeg bliver nok nødt til at sige noget til dig. Der er så meget dér, der handler om mig og dig, tror jeg. Jeg ønsker os bare det bedste. Det håber jeg, du ved. Der er ikke noget, der falder fra hinanden. Der er ikke noget, der er gået i stykker. Alle vores eksplosioner er villet og noget, som skal ske. Der er ikke noget, der sker, uden at vi vil have det. Et eller andet sted. Jeg er mere end klar over, at tingene kan mudre, at det kan være svært at forstå, hvad det handler om, at jeg kan have svært ved at forstå, hvad du handler om. Når du maser mig. Når du råber. Når du lader alt det, du vil, ske på bekostning af os. Når jeg ikke får lov til at være der, og jeg ved, hvad der skal til at ske. Jeg kan næsten ikke bære det. Jeg kan næsten ikke bære dig.

Jeg er ikke sikker på, jeg forstår, hvad det er, vi skal med det. Hvad det er, du vil med mig. Hvorfor vi to skal gøre det sammen. Hele tiden. Men jeg stopper ikke med at ville. Jeg stopper ikke med at forsøge at finde balancen. Så vi begge to kan være med. Det er meget muligt, at vi skal – jeg skal – lære at leve med udsvingene som vores form for balance. Og jeg ved, jeg siger, at jeg ikke orker mere. Men det gør jeg. Hele tiden og sikkert også altid. Selvom tvivlen er der hele tiden. Og smerten ja. Den kan jeg også godt mærke. Men fuck det. Vi er glade, min kæreste. Vi kan godt. Og jeg ved, du vil. Selvom du slår mig i hovedet hele tiden. Selvom eksplosionerne bliver ved med at komme. Og selvom det gør ondt ondt ondt.

så kom det igen og rev det hele fra hinanden. igen. i arrigskab over min mangel på forståelse for din ting. din ting. jeg ser dig ikke. jeg ser det ikke. er nok i virkeligheden ikke interesseret i dig. eller er det sådan det synes. er jeg kun interesseret i mig selv. mine egne behov. det der stikker højest op lige nu. lige i dag. det der lige præsenterer sig for mig som skinnende og flot lige nu. og så er det lige meget hvad det koster. hvilke bølger og laviner som opstår omkring mig. og jeg skriver på livet løs. om hvad det er hvad jeg er hvad du vil og hvad du får af mig. hvorfor vi ikke er glade hvorfor kuglen i maven kommer og maser livet ud af mig. jeg skrækker tilbage fra dine øjne og kan ikke holde det tilbage længere. ender i hjørnet igen og du kan kun se til mens jeg langsomt samler stumperne sammen om mig. som et tæppe af en ødelagt krop som kun kan samles langsomt og i stilhed. og så roen som kommer efter eksplosionen. det er såre simpelt en såre simpel proces. og det sker igen. lige her og lige op i hovedet på os. ikke noget kan gøres. arrh fuck jeg vil jo ikke gøre noget. jeg vil gerne have det lige op i hovedet. jeg går bare og venter på dramaet og når det ikke kommer så skaber jeg det selv, så jeg kan mærke igen. så jeg kan mærke min egen smerte. så jeg kan mærke din smerte og så trækker vi vejret igen.

det er fordi jeg trænger
til mere end det jeg får
jeg vil gerne have mere af alt
siger helst ikke nej til noget

kom giv mig bare det hele
lad mig opsluges i overgivelse
omvendes i forståelse af afmagt
ingen ting er umulige nu

jeg ved det er inderst inde
alt det jeg fortjener og vil have
du skal ikke passe på det
jeg kan holde til det hele

så bring mig til grænsen
skub mig og vælt mig omkuld
jeg kan tage alt som bliver givet
og er ikke bange for det mere

her er tomt og øde uden vind
der er ingen lyde og ingen duft
kun følelse af væren i luften
og en langsom sitren i cellerne

forventning om afslutningen
på det vi lovede hinanden
der er kun mørket over os
og vi lader os opsluge

Esta noche, amiga mia,
con alcohol nos embriagamos;
que me importa que se rian
y nos llamen los mareados.
Cada cual tiene sus penas
y nosotros las tenemos.
Esta noche beberemos
porque ya no volveremos
a vernos mas…

Hoy vas a entrar en mi pasado,
en el pasado de mi vida.
Tres cosas lleva mi alma herida:
Amor, Pesar, Dolor.
Hoy vas a entrar en mi pasado,
hoy nuevas sendas tomaremos.
Que grande ha sido nuestro amor
y, sin embargo, ay,
mira lo que quedo!

Palabras: Enrique Cadicamo

jeg har hængt i hullet en uge
det er et meget stort hul
skræmmende i starten
men det er vokset på mig
jeg holder næsten af det nu
den rå og forrevne klippevæg
vandet der pibler ud ad sprækkerne
og løber langsomt ned ad siderne
der er mange farver her
tændt af lyset fra oven
længere nede falder mørket dybt
det bliver et langt fald i intethed

jeg hænger dog stadig på væggen
har ikke kunnet finde nysgerrigheden
som kan overvinde frygten for slippet
og den endeløse åbning nedad
jeg kan ikke længere mærke bunden
det hele åbner sig op i mørket
stadig større stadig dybere
dette er blot begyndelsen
jeg slipper faldet ind i øjeblikke
så dunker og sitrer det i kroppen
cellerne flyver fra hinanden
og i et glimt står alting klart
der er kun dét tilbage nu
her hvor det brummer højt

jeg kan godt lide tanken om ingen ord. det synes at der i dag har været alt for mange ord og mange af dem helt unødvendige. bare sådan en slags småsummen omkring ingenting. det er jo også hyggeligt at tale om ingenting bare sådan pludre løs. men det er også udmattende. måske er det bare fordi jeg ikke er vant til det. altså alle ordene. der er mange ting at sige om ikke at tale … bare være stille. tie. handle og agere i forhold til hinanden i stedet for at forsøge at forklare for hinanden. nogen gange kan jeg godt se at man bliver nødt til at sige nogen ord. hvis man for eksempel gerne vil have nogen til at stoppe med at gøre et eller andet. eller vil råbe til dem at de skal passe på bilen som er ved at køre dem ned. så er det jo så fint at sige nogen ord. men ellers bliver jeg lidt træt. træt af at snakke. træt af al larmen. er det nu en ting. ingen ord. færre ord. mindre støj. det er måske bare fordi jeg har været stille et par dage. så virker det mærkeligt at sige noget højt. at lade det flyde igen. få taget hul på sagen. men der er jo ikke få når jeg først kommer i gang. når der er noget spændende at snakke om. jeg vil bare snakke med nogen der er spændende. snakke om sjove ting. nye ting. ting jeg ikke havde tænkt over før. det er alle de kedelige ord man skal igennem først som jeg ikke gider længere. tingen er at jeg får dårlig samvittighed når jeg ikke vil sige noget og når jeg har lyst til at bede andre om at tie stille. udveksling. føle hinanden på tænderne. lære hinanden at kende bedre. forklare sig. argumentere. jeg kan godt se det. det giver mening. men hvad ville der ske hvis vi lod være. lod være med at snakke hele tiden. putte ord på alting. hvor meget ville vi egentlig tabe. hvor meget ville vi savne dem. ikke særlig meget tror jeg. jeg ved at jeg ville føle mig lettere. ordløs.