OK, så tjek den her: Jeg drømte, at mit blik svævede over en lang kyst, havet var mørkeblåt, og jeg konstaterede, at det var Atlanterhavsfarven og ikke den tyrkise Middelhavsfarve. Vanvittigt smukt. Kysten var klippeagtig og gullig-brun på den varme og svedne måde. Der var en vej der fulgte kysten, som jeg tror, vi var på. Mit blik svævede rundt oppe over det hele, og jeg så skibene – helt kridhvide på det mørkeblå hav. Vi var på ét. Der var ingen mennesker. Vi stod i stævnen oppe på rælingen og søgte noget. Jeg spredte armene ud og lod mig falde ned. Havet lå flere kilometer under mig, og jeg faldt langsomt. Forstod at jeg ikke faldt hårdt men nærmest svævede og besluttede at flyve i stedet. Det var dog mere som at svømme, og vi fangede hinandens hænder og arme og grinede højt. Så så jeg to huse flyde på vandet. Det ene var lille og hvidt det andet orange som en redningsbåd bare formet som et hus. Lidt nervøs for hvad jeg ville finde inde i det orange hus, svævede jeg ned og kiggede ind, men blev glad og lette over at der bare var sengetøj. Det hvide var lille og tomt. Vi boede der og ventede – glade, gyngende og frie.
Ahh – sikke en god én
