Kære Katie
Hvor det lyder rart. Her hos mig er der overhovedet ikke roligt. Jeg kigger ikke stille ud, ingen stilstand til mig. Der har både været udvendig larm og masser af indvendigt roderi. Du kender mig jo, Katie – fuld skrue på og masser af fodfejl på vejen. Jeg snubler mig nok i virkeligheden gennem livet, forsøger at finde gode retninger, men ender hist og pist – nogen gange heldig, andre gange helt ude i skoven.
Nå, en skønsom blanding af os to, Katie, tror jeg ville tage kegler, sådan et sted mellem din ro og dit kærlige væsen og min energi og nysgerrighed, det kunne være en rigtig lækker kombi. Måske er det derfor vi stadig snakker, som vi gør. I et forsøg på at finde en balance. Det er på toppen at vi stadig er her, det skal vi sgu også huske. Derefter er det op ad bakke 🙂
Honey – vi snakkes ved
