Der sniger sig den grimmeste misundelse ind, når jeg læser om alle de satans selvfede røvhuller på FB, der skriver om lækre julegodter og velsignet ro, mærkværdige klassiske udøvere, som man aldrig har hørt om, interne beskeder giver på kryds og tværs af vennekredse, som virker som om, at alle andre har det sjovere end mig. Er det bare menneskets evne til at få alting til at lyde lækkert i et show af selviscenesættelse og selvfedhed?
Jeg sidder bare her og tuder på anden time og tror snart, at min krop er helt tørret ud. Jeg kan ikke længere huske, hvorfor jeg græder, det startede vist med mangel på forståelse af mit skrøbelige sind, men er nu endt med alle de der ekstra tårer, som altid stiller sig op i køen, når der nu endelig er hul igennem, er løbet løbsk. Det gør mit hjerte helt stille og blødt, lader ensomheden sænke sig over mig og minder mig om, at det er alene, jeg er, lige meget hvor mange mennesker der står omkring mig.
Det er egentlig OK, jeg vidste det jo godt. Det kan undre mig, at det kommer som en overraskelse hver gang. Men da jeg jo ikke viger tilbage for en god tuder og en svælgen sig i selvmedlidenhed, så er det jo næsten en luksus, at jeg formår at glemme det. Således kan jeg lade mig overraske igen og igen, når jeg indser den samme banale sandhed.
