Således begynder det, simpelt og lige foran næsen. Jeg bryder snart igennem dit ynkelige skjold, så det vælter ud med puds og råddenskab, som kun er forudanelsen om det som i virkeligheden gemmer sig aller nederst nede. Under alle de hvide orme, under al slimet og muggen ligger vi, fint på række, helt tæt, for ikke at spilde den lille plads der er tilbage i din uformående sjæl. Vi hviler side ved side, liggende passivt mens vi synker stadig længere ned. Vi skifter i blinde mellem villen og kunnen, men når aldrig længere end til en tanke som fyldes med minder om rå elskov uden hæmninger i et tårn af ydmygelser og væmmelse. Nu ser vi kun hinanden her på bunden af det lidt som er tilbage. Bundet sammen i vildskaben, rystelser af vold, sitrende arrigskab, uudtrykt afsky, strammes grebet og vi holder os til ilden.