Kære ven
Her går det godt. Arbejde, skrive, støtte, glædes, tænke, læse, lytte, ryge, gå, kigge, lære, cykle – stilhed. Der har været stille den her weekend. Og varmt. Jeg ser en mærkelig tv-serie som hedder Carnivale. Kender du den? Jeg kan ikke finde ud af, om jeg elsker eller hader den. Det er lidt ligesom at pille i et sår. Så cyklede jeg ud til vindmøllerne i går, jeg har altid haft lyst til at se, hvor de stod, men kunne ikke finde ud af Refshaleøen. Det kan jeg nu. Fedt. Og jeg fandt også den gamle B&W tørdok, den var stor og flot. Jeg stod længe og kiggede på unge fyre og piger, som faldt i vandet fra noget, som hedder wakeboard (tror jeg nok – lidt a la skateboard, bare på vand). Det var god underholdning. Så fandt jeg en sti, jeg ikke kendte, som førte mig af bagvejen hen til nogen husbåde. Dejligt sted. Jeg ville ønske, der var flere uordnede steder i Kbh – det er mine yndlingssteder. Jeg kan se, du arbejder meget, det ser rart ud. Jeg kørte jeg hen til en havn, hvor folk havde bygget presseningshuse rundt om deres både. Det så mærkeligt ud. De havde også postkasser. Et anderledes liv. Jeg har været meget alene i weekenden. Jeg kan godt finde ud af det, men tror nogen gange, at der mangler noget. Det gør der sikkert også, men det er nu også meget rart sådan her. Jeg var inde hos Betina og blive klippet – det er sjovt derinde. Man føler sig lige midt i det hele. Nu er mit hår kortere, men ikke særlig meget.
Jeg glæder mig til at ses igen, det er lang tid siden.
KHKatie