Så brænder broerne og vinden vender ikke forløbig
der er kun tilbage at lave det sædvanlige stille drama over tingenes tilstand.

Har I overhovedet tænkt over hvor den blev af, den desperation jeg følte indeni, før I gik i gang med alt jeres lort. Nej, det tænkte jeg nok …

Og så er der kun tilbage at sige “så fik I lært det” med alt hvad der deraf følger. Jeg vælger i virkeligheden bare at handle på jeres handlinger.

I kalder det ansvarsforflygtigelse, men jeg kalder det aktion-reaktion, og det er i virkeligheden den eneste måde at lære på – for mennesker som for hunde.

Jeg vil ingen noget ondt, og det smerter mig at se jeres stille skrig samtidig med, at jeg frydes over konsekvensens hårdhed og den stærke følelse af retfærdighed.