Kan I huske hvad jeg sagde dengang? Dengang da vi mødtes på Vestre Kirkegård for at gå den famøse tur … Det var fan’me en god dag! Jeg følte mig i den grad holdt af jer alle sammen. Der var ikke noget nemt ved livet på det tidspunkt, men dagen var en af dem, som bare gør det, den skal, hvor jeg trods lort kunne mærke jer alle sammen om mig. Der var der, jeg forstod, at jeg blev nødt til at tage væk herfra – eller burde. Så gik der så lige 1000 år … men I ved, hvordan jeg har kæmpet med det.

Nå men der er store nyheder – jeg har endelig besluttet mig for at tage af sted. Ja, nu har jeg snakket om det så mange år, at det var lige før jeg ikke engang selv troede på det længere. Lige pludselig var det der bare – det der job, som jeg har gået og ventet på – langt væk fra alt og helt derude på kanten af verden, hvor jeg altid har snakket om jeg hørte til. Nu får vi at se, om det bare var i mit hoved.

Jeg bliver nødt til at sige noget til jer alle herinde: Det her var ikke sket uden jer. Jeg ved der er gået lang tid, jeg ved, at det virkede som om jeg ikke gad at høre mere fra jer (og det gjorde jeg nok heller ikke), men det var vigtigt at I var der – at I troede på mig og det jeg skulle.

Nu er jeg på vej. Jeg vil prøve at skrive til jer engang imellem.

Men først og fremmest tak.