Mens det hele åbner sig, sidder jeg stille i hjørnet og venter på min tur. Det er ligesom drømmen, hvor jeg ligger stille på asfalten, mens tingene langsomt ændrer sig omkring mig. Der er ikke nogen eller noget, som holder os tilbage nu, så bare kom.
Jeg kan ikke huske, hvor det kom fra. Bare at det pludselig var der, og det hele stod klart. Vandet steg langsomt op om anklerne på mig, og jeg åndede frit. Panikken steg omkring mig, mens der i mit hoved blot sænkede sig en ro, som nok bedst kan beskrives som et lunt vattæppe.
Kender I det? Vattæppet? Det velsignede vattæppe, som gør alle skrig til mumlen og kun efterlader en stille susen, hvori alting slippes fri. Der hvor al følelse af angst og uformåen forsvinder i tæthed og nærhed. Der hvor jeg kan læne mig tilbage i tryg vished om, at der kun er mig og mit.
Gør det mig til at ufølende og egoistisk menneske? Nogen gange synes jeg det. Folk nærmer sig, og jeg tror, jeg lukker. I virkeligheden lader jeg bare stå, lader være med i panik at handle, men lader livet gøre det, det skal og lader mig selv være for fordømmelse og unødig roden rundt.
