OK – leve i nuet og ikke se tilbage, ikke søge nydelsen, men glæden – måske
ikke evig men komplet? Jeg er ikke sikker på det, ikke sikker på, at det er
det, jeg laver. Der er nu meget af det, jeg genkender direkte og er 100 % enig
i, men der er et eller andet, som skurrer ved udgaven af total overgivelse –
eller given slip. Nok fordi jeg altid vil videre og væk. Jeg tror heller ikke,
jeg føler, at jeg kun søger glæden eller nydelsen, men derimod hele oplevelsen
– vel vidende at den også indeholder smerte og lort. Jeg vil gerne have det
hele med. Jeg vil suge alt og det hele ud af alting! Af alle mennesker. Både
det gode og det dårlige. Jeg er nok ikke uenig …

Nuet, ikke
se det i fortid ikke se det i fremtid, bare lige nu og så leve det fuldt. Leve
det som det kommer, uden frygt og uden for megen spekulation. Det bliver nok
det, som vil være den største udfordring for mig. Jeg holder jo utrolig meget
af at spekulere alt til døde og overtænker helst det meste. Frem og tilbage se
begge veje, se det hele i et hele og med det hele, så jeg kan mærke alle dele
af det, det kan bringe og det, det har bragt. Mere vil have mere. Jeg vil have
det hele.

Så er der
ensomheden, at vi lever det alene – eller i hvert fald som udgangspunkt alene.
Jeg vil gerne undgå at blande tingene sammen, og jeg vil have, at jeg kan gøre,
hvad jeg vil og har lyst til. Jeg vil have lov til at søge det, jeg vil og
finde det, som er. Sammen og hver for sig, eller altid sammen og altid hver for
sig.

Således
markeret, så er jeg i virkeligheden helt vildt med på tanken. Og synes på mange
måder, at det er i den retning, mit liv har bevæget sig i de sidste mange år –
langsomt men sikkert. Jeg snakker tit om balance. Jeg kan enormt godt lide det
ord. Det skal balancere – og gør det hele tiden – også uden villen og også selvom
jeg ikke gør noget. Det er i den rene bevidsthed, at den sande balance kommer
frem, og jeg kan slippe forsøget på at holde fast i en særlig udgave af mit
liv, men blot at være konstant klar til at flytte vægten fra den ene til den
anden fod. Uden at fokusere for meget på lige nu, men kigge længere frem – hele
tiden længere frem. Ikke i tid, men i væren – længere op måske.

Det er nok
i virkeligheden bare det med nydelsen, som irriterer mig lige nu. Jeg kommer
måske til at jage den for meget – i stedet for bare at leve den. Men jeg bliver
vel nødt til at skabe nogle omstændigheder, hvor den kan opstå? Finde frem til
de mennesker, som jeg synes er sjove og dejlige og fede at omgås med at være i
nærheden af. Og så ellers suge det absolut maksimale ud af dem! Det skal måske
være det, som er forsøget, det bevidste forsøg – nemlig at lade det være
tilstede i nuet og ikke forsøge at lede det. Jeg er ikke sikker på, at det kan
lade sig gøre… OK taberrøv! Så er der i hvert fald ingen chance for at det kan
lade sig gøre. Måske kan det godt. Jeg kan i hvert fald slippe det nu og lade
være med at kontrollere det. Lade det bære mig derhen hvor det skal for alle
omkring mig og ikke mindst mig selv.

Hvorfor
ikke?