en blog til zina.dk

Hmm – jeg synes det er alt for stift. Og nok
også for krævende. Jeg er træt af at tælle hele tiden, gøre op, regne ud. Jeg
søger det naturlige, det som bare er. Uden at vi skal kræve af hinanden, uden
af vi giver skideballer og er snævertsynede og smålige. Jeg vil have fuld frihed
i kærlighed. ALT gives hele tiden. Og nej, det er ikke positivismens svøbe vi
her taler om. Du ved der ikke er noget som helst nuttet over mig og min
kærlighed, den er både hård som sten med skarpe hjørner – vild og utæmmet, men
også helt lille og stille i hjørnet. Jeg bliver trist og udmattet, når du taler
om fordringer og skyld og burder og synd. Det har da ikke noget med kærlighed
at gøre. Det er menneskelig konstruktion. Vi skal søge det guddommelige, det
ypperste og ikke lade os lokke til at tro at alt det andet pis er nødvendigt.
Det er det ikke!

Og når vi så ikke tør konfrontere hinanden med
svigtet, kræve noget af hinanden, tør sige at nogen er skyld i vores smerte.
Når vi skjuler vores skuffelse, når vi ikke tør fortælle hinanden, hvad vi
havde ønsket at få, hvad vi blev kede af ikke at få, og igen og igen at bede om
at blive elsket, så er det blot vores egen angst og mangel på selvværd, som
snyder os, som får os til at tvivle på vores krav på respekt og ansvar i
kærlighed. For selvfølgelig må vi kræve i kærligheden, selvfølgelig må vi kræve
af kærligheden. Det er det eneste som reder os fra sikkert vanvid i vores uendelige
ensomhed, at vi elsker fuldt ud og på trods af og insisterende kræver kærligheden
fuldt ud af hinanden.

OK, så tager vi fat om roden – så langt nede
og inde som jeg kan slippe af sted med. Jeg vil tilbage til svigtet, så her kommer
den. Nu med ekstra tryk på. Nemlig skyld. Lige der i kernen af det, du med slet
skjult ubehag sagde, det mindede dig om. Kristendommen. Så svigtet er én ting –
man føler sig svigtet af den anden. Nu går vi så tilbage til den, som skylder.
Den som svigter, den som ikke bærer kærligheden ordenligt, den som ikke tager
sit ansvar alvorligt.

Det er ansvar, det er forpligtelse, det er
fordring, det er kærlighed.

Jeg tror ikke, at det er noget, vi egentlig
kan beslutte. Jeg mener, det er, sådan det er. Vi føler allerede fordringen, vi
føler ansvaret overfor den anden, forpligtelsen, og når vi så efterfølgende
vælger at stoppe, blokere, ignorere følelsen, så lyver vi for os selv, for
hinanden og så svigter vi i virkeligheden hinanden dobbelt. Og tribbelt, da vi også
svigter os selv, tager ikke os selv alvorligt. Og vi føler konsekvensen –
skylden.

Jeg er træt af den kvælende positivisme. Jeg
er træt af, at vi ikke må skylde hinanden noget, ville hinanden noget, kræve
noget af hinanden. Jeg mener ikke, vi kan eller skal leve fri af hinanden. Jeg
mener at netop, når vi forpligter os i kærlighed, så kommer friheden helt
naturligt derfra. Og det er den sande frihed, ikke den påståede påtagede
frihed. Jeg er kun mig selv, jeg vil kun mig selv. Nej, det er dér i lorten i
smerten, når det ikke passer, når det hele lugter af pis at friheden, vores
frihed bliver ét med ansvaret, fordringen – kærligheden. Fordi jeg vil det, fordi
jeg ikke kan noget andet. Jeg lader mig trække hele vejen, lader mig bære hele
vejen til den fulde skyld – i relationen. Skylden for at vi er der, skylden for
at svigte dig, skylden for at elske dig, skylden for at give alt, skylden for
at gøre allermest ondt. Dér er det interessant at være. Vi må bære vores
kærligheds skyld med stolthed, både den som gør ondt og er tung og den som gør
os lette og flyvende og eftertænksomme og reflekterende. Det er her vi vokser
som mennesker og vores relationer bliver stærke og dybe.

Og selv tak for fest!
Lå lige og skrev ord ned om kærlighed og fordringen og dine ord om relationer
… Here you go: Tilbage t fordringen i relationen – kærlighedsfordringen.
Ønsket om at det passer, det man mangler og ønsker og det man får fra
genparten. Ærgrelsen når det ikke er sådan, svigtet man føler, sørgmodigheden
over at det ikke passer – det du gerne vil have og det den anden gerne vil
give. Jeg er dårlig t ikke at være villet. Og presser og kræver gerne – måske
lige lovlig ivrigt for at blive det. Villet. Men du har selvfølgelig ret. Det
handler om relationer og møder og den udveksling som ligger i kærligheden. Og
netop dér – øjeblikket hvor fordringen forsvinder måske, hvor vi stopper med at
tælle og måle kan vi være fuldt. På den anden side … Jeg elsker overgivelsen
og følelsen af der ikke er noget jeg ikke må få og der er ikke noget jeg ikke
vil give. Betingelsesløst – og også når det ikke passer mig! Et bevidst valg –
tilvalget! Hmm er slet ikke færdig med den her!