Hmm – jeg synes det er alt for stift. Og nok
også for krævende. Jeg er træt af at tælle hele tiden, gøre op, regne ud. Jeg
søger det naturlige, det som bare er. Uden at vi skal kræve af hinanden, uden
af vi giver skideballer og er snævertsynede og smålige. Jeg vil have fuld frihed
i kærlighed. ALT gives hele tiden. Og nej, det er ikke positivismens svøbe vi
her taler om. Du ved der ikke er noget som helst nuttet over mig og min
kærlighed, den er både hård som sten med skarpe hjørner – vild og utæmmet, men
også helt lille og stille i hjørnet. Jeg bliver trist og udmattet, når du taler
om fordringer og skyld og burder og synd. Det har da ikke noget med kærlighed
at gøre. Det er menneskelig konstruktion. Vi skal søge det guddommelige, det
ypperste og ikke lade os lokke til at tro at alt det andet pis er nødvendigt.
Det er det ikke!