Kære K og Z
Ja, det er stift, men slet
ikke bredt nok, kæreste damer. I ser på hele sagen alt for snævert, og jeg
fristes til at putte jer begge i kategorien af nymodens overfladisk
kærlighedssvæveri. Megen lidt substans og meget lidt bredde. Bare den der
floffy lækre kærlighed, som beskæftiger sig med det nære, dem som allerede er
der og dem vi allerede elsker – for lidt eller for meget. Men I begår en fejl.
Det er først interessant at kigge på, når vi tager kærlighedsfordringen og
breder den ud. Vi kan hurtigt blive enige om at alt er relationer og kærlighed
skal have lov til at vokse og ånde frit – og vi skal lytte til hinanden og
mærke efter og alt det andet bavleri og føleri. Men lad os tale om den sande
kærlighedsfordring – den kærlighed som vi skal have til dem vi ikke kan lide!
Den kærlighed som SKAL leves og SKAL udføres, vores pligt som
samvittighedsfulde og kærlige mennesker. Søren K beskriver det så klogt som
Selvkjerlighedens snare eller forkjerligheden. Den som kommer af sig selv, til
os selv eller til andre – dem vi godt kan lide, og vi bliver spundet ind i
letheden og tror at nu har vi elsket, fordi det heller ikke altid er nemt. Men
snaren er netop det – at vi tror at dette er den rene kærlighed, dette er det
vi skal, men netop her ligger den sande udfordring, når vi slipper denne selvkjerlighed
og forkjerlighed og begiver os ud på det
dybe vand af ren kærlighed til næsten – ikke den næste som vi allerede elsker.
Det er ikke dér slaget skal stå. Det er såmænd ikke fordi vi ikke også kan tale
om vores indbyrdes kærlighed, som der er masser af, og den er ikke nem, og den
er vild og stor og voldsom. Men jeg synes I fejler ved at snakke så snævert om
det. Lad os brede snakken ud! Helt ud til den irriterende næste, vi ikke kan
lide!
