Kære Frank, så må de her ord, være lige noget for dig. Læst og parafraseret af undertegnede. Jeg synes det er alt for trist og sortsynet, med meget lidt tiltro til vores indre etiske kompas og et eller andet sted, meget lidt til tiltro til gud. Tanker?
_________

at elske betingelsesløst vil
sige: Elsk uden at du skal! Fordringen kræver således, at det slet ikke skulle
have været nødvendigt at fordre det. Den kræver sin egen overflødighed. Den
dukker først op, når vi ikke elsker. Og så er det for sent, for vi kan ikke
elske på kommando eller af pligt, fordi vi, åh, så gerne vil være gode og
anstændige mennesker. Den etiske fordring er uopfyldelig, det er Løgstrups
konklusion. Og det er, fordi mennesket i bund og grund er et selvisk væsen. Vi
lever efter syndefaldet i en falden verden som de faldne, som de syndende med
den den dertil hørende skyld.

Men hvad skal vi så gøre? Der er to ting at gøre. Teologen
Løgstrup siger, at Jesus giver os en udvej med sin gudsrigesforkyndelse, med
det specifikt kristelige, syndernes forladelse. Således fikset.

Og så er der den anden løsning. Nemlig at vi tager det betingelsesløse ud af
fordringen og opfylder den så langt, som det er muligt med anstændighed og
pligtfølelse som motivation i stedet for den manglende kærlighed. Vi kan øve os
i at efterligne det, vi ville have gjort, hvis vi havde elsket. Det er det
næstbedste, men bedre end ingenting. Uden pligthandlinger og
anstændighedsfølelse er der jo intet, der kan fungere. Og det kræver skam
selvdisciplin og afsavn og offervilje. En kær pligt – men kærlighed er det
ikke. Vi gør det dybest set for vores egen skyld, for at undgå kaos, for at
kunne se os selv i øjnene og så videre. Ikke desto mindre er næsten bedre tjent
med det, end hvis vores egoisme fik fri udfoldelse. Det er det gode, gjort med
selviskhed som drivkraft.