en blog til zina.dk

Men
kan vi det? Er vi ikke så fucked af vores liv, erfaringer, kultur, minder,
skabelse, at vi netop ikke kan gøre det du siger? Er det ikke hele pointen,
nemlig at vi ikke kan. Er det måske i virkeligheden pointen i syndefaldet, at
vi hele tiden falder, og vi hele tiden bliver tilgivet og elsket – og kun i
kraft af dét kan vi og skal vi elske. Så vi husker det, så vi hele tiden minder
os selv og hinanden om at vi skal at vi bør og ikke mindst at vi gerne vil. Men
ja, vi er uformående og vi er syndende mennesker. Og vi har brug for hjælp. Og
BTW, så har vi allerede fået den. Alt går op. Men det er ikke dig, som gør det.

Men
det er jo ikke at elske den fremmede. Det er kærlighed. Det er
hjerte. Og det synes jeg er noget andet. Noget der stikker dybere, kommer fra
et andet sted. Og bliver misforstået når det bliver sat ind i den kristne
syndsforståelse og mangel på formåen. Jeg mener netop vi kan, og at tabet har
været at vi er blevet bildt ind, at vi ikke kan af egen kraft, men har behov
for gud eller jesus til at hjælpe os. Vi er ikke fucking uformående. Vi er alt
elskende og alt rummende. Og det vil komme helt af sig selv, hvis vi åbner
vores hjerter, lytter til universet, os selv, naturen, hinanden, med åbent og
ærligt sind.