Den
er svær at komme efter den der, Zina. Det er så håbefuldt og kærligt. Jeg har
siddet og rodet de sidste par dage og forsøgt at finde flere kloge ord om
sagen. Vi er jo heldigvis ikke de eneste, som har snakket om det her. De byder
jo alle sammen ind. Læste Foucault den anden, som netop taler om opfindelsen af
historien og hvordan vi efterrationaliserer på fortiden. Og hvordan det BTW
ændrer sig hele tiden, således er jeg endnu mere forvirret. Søren Kierkegaard
er så skide svær at læse, men når det i korte øjeblikke pludselig siver ind og
alt går op, så findes ordene ikke smukkere og klarere end hans. Men jeg synes
det er tungt. Mange af det andre bliver jeg bare små-deprimeret af. Det gøres så
skide komplekst og indviklet at det fjerner sig fuldstændig fra begyndelsen,
nemlig kærligheden. Den der tossede størrelse, som får alt til at gro, græde
grine. Løbe, standse, hoppe, falde, op, ned, hen, over. ALT. Nogen gange tror
jeg det er bedst bare at lade tingene stå. Vi skal tænke alle tankerne, fra
alle vinkler, snakke med hinanden, prøve ting af, men næste skridt er så at
slippe helt. Lade vores intention og kraften i denne gøre resten af arbejdet.
Lade livet leve sig og udfolde sig i tillid til forsynet, Gud, eller os selv –
alt efter livsvinkel. Kan I se det?