Jeg har altid
glædet mig til at blive 40. Derfra ville alle burderne, skullerne og villerne
begynde at slippe lidt. Og ganske rigtigt. Det var lige der omkring de 40 år,
at jeg kunne slappe af. Dér kom det nærmest også som en overraskelse for mig,
at jeg kunne. Jeg var blevet så vant til altid at gå med maven en smule spændt
op, så da den en dag pludselig gav slip, troede jeg et øjeblik, at jeg havde
skidt i bukserne. Det var en så stor åbenbaring for mig, at jeg havde svært ved
ikke at smile en hel uge. Det var som om mundvigene krøb op helt af sig selv.

Jeg er ikke bange
for forfaldet, jeg synes bare ikke, at jeg har haft særlig lang tid til at
forberede mig på det. Jeg bliver lige overrasket, hver gang jeg ser mig selv i
spejlet. Min stædige forfængelighed lokker mig stadig forbi et par gange om
dagen – jeg kender jo efterhånden mit ansigts tendens til at samle skidt i
øjenkrogen og gro strittende hår på uhensigtsmæssige steder. Pludselig lægger
jeg mærke til min krops umuligheder, smerte som vil ordnes og forholdes til,
rumlen som forvarsler betingede ture på toilettet. Ja, jeg ved godt det ikke er
særlig romantisk, men det bliver netop i opmærksomheden på detaljerne i livet,
at jeg mærker, at jeg stadig er her og slippet til fortiden og alt det bøvl der
var forsvinder. På mange måder er min hjerne smart, jeg husker selvfølgelig
svigt og smerte, men hvis jeg er helt ærlig, så er det ikke det som fylder nu. Lige
her fungerer min hjerne strålende, den gør lige hvad jeg beder om, og efter
mange mange års trænning, kan jeg snildt få den til at slippe fokus på de små
daglige irritationer og de store onde svigt og de uopmærksomme fortrædelser.

Så dér i de dage,
hvor jeg ikke husker alt for meget, hvor øjeblikkets detaljer lov til at fylde
det hele, hvor jeg igen nyder at øve mig i at tage opvasken, gøre det hele lidt
langsommere, end jeg ellers ville, mærker jeg hver en sitrende fiber af min
krop, mærker jeg hver en detalje ved
glasset, mens svampen sæber det ind, mærker jeg ujævnheder hvor krummer har sat
sig fast, som nu forsvinder i en sky af skum, og som bliver skyllet af i en
stille strøm af lunkent vand, til der blot er den let knirkende lyd af glasset
og mine våde afsøgende fingre, som tjekker om alt er godt. Jeg hengiver mig
glædeligt til store glædesbølger af kærlighed, accept af ikke at forstå noget og
gennem de helt små tings magi, lader jeg alle mellemregningerne stå. Og således
fordybet forsvinder dagene, roen indfinder sig og stilheden begynder.