Jeg ville skrive noget om at kommunikere, både mit eget behov for at kommunikere, hvorfor jeg nogen gange ikke kan, hvorfor det nogen gange bliver for meget. Er det muligt at finde balancen og hvorfor bliver jeg så skuffet og føler mig så lidt elsket, når det ikke flyder? Jeg synes altid, jeg er under. Synes jeg snakker og snakker og føler tit et overbærende blik fra folk omkring a la, huhej hun snakker godt nok meget hende der, roooolig nu. Jeg føler, jeg sludrer, og at der ikke er sammenhæng i noget som helst. Bliver higende, for villende – for meget!

Den simple indgang til det må vel være noget med at blive set (hørt – sic). Men for mig bliver det ofte den efterfølgende spejling, som jeg har størst behov for. At nogen siger noget tilbage til mig. Jeg øver mig på ikke at være så afhængig af det, øver mig i ikke at tillægge det for meget betydning, når I ikke siger noget tilbage til mig.

Men når jeg mærker efter, bliver jeg jo i virkeligheden ked af det. Skuffet over at I ikke tager jer tiden til at svare, føler mangel på respekt, mangel på interesse. Jeg slår mig på jeres selvoptagethed. Kommer til at tænke, at det må handle om, at I ikke synes, jeg er interessant nok, at det jeg siger ikke er værd at svare på. Men på det gode dage, så tænker jeg, at det kan da ikke passe ;-). Mon ikke det bare er fordi, at I har travlt, fordi I glemmer det. I princippet gerne ville, men kommer fra det og alt for meget andet fylder på to-do-listen.

Jeg prøver at glemme modtageren, glemme at jeg gerne vil have noget igen. Sende tankerne og ordene derud, uden at forvente noget igen, uden at kræve svar. Altså uden regning – give det hele uden at kræve noget igen, i kærlighed. Jeg vil ikke være bitter, jeg vil ikke være usikker, tvivlende. Vil bære mit nysgerrige villende sind med stolthed og holde fast i at alt godt sendt ud, kommer tilbage. Måske ikke i den form du havde håbet, ønsket eller forventet. Men tilbage kommer det.

I fortrøstning og kærlighed

XOXO Sussie