aaaarrrrhhhh så sidder man der igen, føler sig vraget og smidt væk. Det har oftest været dig, som har gjort det skat, men ikke denne gang. Så nu får du mine ord om det. Jeg søger nok i virkeligheden altid det samme, leder efter den samme type mennesker, som kan skuffe mig igen og igen, som jeg kan smide uforholdsmæssig meget kærlighed efter og så blive knust over, når de ikke gengælder den eller lægger mærke til det. Jeg må jo indrømme, at det meste sker på indersiden, at det er de færreste, som får lov til at kende hele historien. Det gør det svært at tage hensyn til mig, når jeg ikke er åben omkring det. Du ved det, Zina, vi har været der. Vi har levet det sammen i fucking modgang og medgang, og som et gammelt ægtepar har vi bokset os igennem alle faser af samliv. I denne periode er vi tæt som aldrig før, og hvor jeg elsker det. Hvem ved hvor længe det varer? Men jeg er glad for os nu. Det er alt det andet og alle de andre, som er noget bæ. Men jeg ser tegnene, ser at det er det samme, ser at jeg ikke er kommet længere, og nu et kæmpe suk over at jeg bliver ved og ved og ved. Jeg ved godt, det er min egen skyld, at jeg selv skaber det og også skabte den her gang. Men av det gør stadig ondt. Jeg er ikke god til afvisningen. At blive valgt fra. Jeg vil have, at I alle elsker mig altid og uforbeholdent og allermest! Allermest mig! Over alle de andre. Jeg vil have den særlige plads, det særlige sted i bevidstheden, som ingen andre har adgang til, hvor ingen andre har plads.

Men jeg har det ikke. Jeg kan mærke det. Det passer mig ikke. At blive vraget.