tæt på katastrofen ånder jeg frit
stadig tættere på det sorte hul
slipper alle spændinger
hurtigt løb i forvirring
rod med alt hvad jeg har
og aldrig aldrig se tilbage mod land

her plaskende på må og få
finder fødderne ingen grund
armene syrer til og hjertet synker

så tænker jeg på stilheden
og roen i overgivelsen

dét vil jeg gerne
overgive mig
helst til forvirring
og tungt tungt hjerte