Det
er fordi, der mangler distraktion. Det som fører mine tanker væk fra det, som
ikke er. Det starter med, at jeg ikke har og ikke får. Tomheden kommer og
efterlader mig nøgen. Alt kommer tæt på og ind under huden. Jeg bliver over
følsom. Og der er alt for meget tid til tilstedevær. Der er ingen ting, jeg
skal, ikke noget der kalder. Intet kommer og flytter mig væk fra mig selv.
Distraherer mig med råb, tanker, villen. Så jeg sidder bare der og hører og ser
alt hele tiden. Blokeret og fastspændt i nu.

Så
jeg går indad. Begynder at rode godt og grundigt i min sjæls gemmer, og hvad jeg
finder hives og trækkes frem, vendes og drejes uendeligt. Jeg vil finde
meningen med det, forstå det hele alle detaljerne og bevæggrundene alt det, der
fordrede mig til at ende, hvor jeg er. Et spinkelt håb om at tingene giver
mening og sker af en grund. Jeg vrider mig af smertelig erkendelse. Der er
ingenting.

Nu går jeg udad. Til alle
dem der er derude. Hvem er du? Hvorfor er du her? Lad mig kigge på dig, finde
dig, føle dig. Pille dig fra hinanden. Lad os ligge i sammensmeltet ske og lad
os nive og knibe hinanden, så smerten vækker os til live. Du skal også føle. Du
skal også mangle. Vi skal stå samme sted med samme tomhed. Erkendelsen af
endelighed og den fuldkomne magtesløshed. Det er afslutningen.