en blog til zina.dk

Nu kan jeg altså slet ikke være med! Det må jeg bare sige. I to er altid så sortseende. Jeg oplever det slet ikke sådan. Jeg elsker mine mål, jeg elsker mine to do lister. Tingene sat i system, så vi kan nå det vi skal. Opfylde vores potentiale til fulde og være alt det vi kan være. Det er vores pligt netop fordi vi lever, fordi vi har fået livet. Vi skal gøre det ordentligt og seriøst. At have et mål i livet er da ingen skam. Nej jeg synes det er en skam, når I sådan giver op. Kaster håndklædet i ringen, fordi tingene er lidt hårde. Op på hesten igen Rødt Chok! Ikke synke ned i sådan noget mudder. Det er dine tanker der spiller dig et puds. Jeg tror, det ville være godt for dig, hvis du forsøgte at fokusere på noget positivt, noget der giver dig glæde. Kig dig selv i spejlet. Elsk hvad du ser. Sig til dig selv at du er smuk og der er en mening. Jeg ved godt at det virker fjollet i starten, men du betinger faktisk din hjerne ved alle dine negative tanker, og på samme måde kan du altså betinge den med positive tanker. Hvorfor ikke? Hvorfor vælge den mørkeste vej? Hvorfor ikke leve i lyset og i kærligheden?

Og Katie, det er aldrig lige meget hvad vi gør. Vi skal opføre os ordentlig, passe på hinanden og tage os selv og hinanden seriøst. Netop i kraften af vores tanker, det at vi kan analysere og træffe begrundede og velovervejede beslutninger derudfra, at vi finder guldet. Her ligger det fulde potentiale, det er her vi kan være alt det vi kan være. Alt det vi skal være! Alt du beskriver er de nære relationer til mennesker. Det er da helt fint at du vil knalde og nive, men relationer er jo ikke altid så intime. Der er også ture i bussen, indkøbsturen, børn der skal opdrages, arbejde der skal passes, folk der regner med en. Interaktion på det mere generelle plan. Det er for løst at overgive det hele til intuition, lyst og nysgerrighed. Helt ærligt, hvad ville der ikke ske, hvis vi alle sammen bare rendte rundt og gjorde hvad vi havde lyst til hele tiden? Jeg er sikker på at det ville ende i rent kaos på meget kort tid. Nej vi skal bruge den hjerne Gud har givet os. Det er vores pligt. Et guddommeligt burde. En guddommelig gave.

Jamen så lad os tale om det. Udslettelsen af individet. Livet der bare lever sig selv. Vores uformåen når vi søger at styre noget. Tankerne og villen som ikke kan noget andet end at forstyrre livet. Det der lever sig. Det kan jeg sagtens se, i korte øjeblikke af klarhed. Resten af tiden mudrer det rundt, tankerne flyver afsted og styrer mig til at gøre, at handle. Lad os lade lysten styre nu. Lade os lade begejstring og intuition lede. Der hvor vi har lyst til at være. Det vi har lyst til gøre. Der er mennesker, jeg har lyst til at se. Mennesker jeg har lyst til at røre. Jeg vil bide rave kneppe slå slikke elske falde hoppe bløde svede brænde hårdt. Der er ikke noget, der ikke må være med. Lade nysgerrigheden bestemme. Gå derhen altid. Spørge ville snakke kramme knuse nive. Alle. Er der afvisning? Er der ego? Er det ego? I udslettelsen af individet, af egoet slipper det hele, og jeg vil ikke noget mere. Jeg gør bare. Fordi jeg lever. Fordi det lever. Fordi det leves. Eksistensen leves. Vi kan vel godt kalde det selvudslettelse. Det lyder bare så hårdt. Kan bedre lide bløde ord som overgivelse og slip. Men det er jo samme kage. Det er klart, at det er svært og skræmmende. Hvad så med mig? Hvad med alle mine kloge tanker? Hvad med alt det jeg skal? Men er det ikke netop der, festen ligger? Lige der hvor vi ikke skal noget mere, hvor det bliver ligegyldigt hvad vi gør, fordi livet lever sig selv, om vi styrer eller ej. Den totale frihed til at lade livet leve.