Jamen så lad os tale om det. Udslettelsen af individet. Livet der bare lever sig selv. Vores uformåen når vi søger at styre noget. Tankerne og villen som ikke kan noget andet end at forstyrre livet. Det der lever sig. Det kan jeg sagtens se, i korte øjeblikke af klarhed. Resten af tiden mudrer det rundt, tankerne flyver afsted og styrer mig til at gøre, at handle. Lad os lade lysten styre nu. Lade os lade begejstring og intuition lede. Der hvor vi har lyst til at være. Det vi har lyst til gøre. Der er mennesker, jeg har lyst til at se. Mennesker jeg har lyst til at røre. Jeg vil bide rave kneppe slå slikke elske falde hoppe bløde svede brænde hårdt. Der er ikke noget, der ikke må være med. Lade nysgerrigheden bestemme. Gå derhen altid. Spørge ville snakke kramme knuse nive. Alle. Er der afvisning? Er der ego? Er det ego? I udslettelsen af individet, af egoet slipper det hele, og jeg vil ikke noget mere. Jeg gør bare. Fordi jeg lever. Fordi det lever. Fordi det leves. Eksistensen leves. Vi kan vel godt kalde det selvudslettelse. Det lyder bare så hårdt. Kan bedre lide bløde ord som overgivelse og slip. Men det er jo samme kage. Det er klart, at det er svært og skræmmende. Hvad så med mig? Hvad med alle mine kloge tanker? Hvad med alt det jeg skal? Men er det ikke netop der, festen ligger? Lige der hvor vi ikke skal noget mere, hvor det bliver ligegyldigt hvad vi gør, fordi livet lever sig selv, om vi styrer eller ej. Den totale frihed til at lade livet leve.