Kerouac, Ginsberg og Burroughs og deres tid i NY. Hvad var det med dem? hvad skete der? hvad skabte de? kan vi noget med det i dag? Der da de bøvlede rundt i NY i slut 40’erne og 50’erne. Den tomhed de søgte i intet at have, intet at skulle. Alt var muligt i dette limbo af ingenting. Tomheden som så kunne blive noget. Alt kunne mærkes, alt blottet og fuld skrue på følelserne.
Også i dag er vi berøvet alt, eller vi har ladet os berøve alt. Vi er moderne slaver, bundet af sociale og politiske burder og kreerede falske økonomiske behov. Men måske netop gennem dette, kan vejen vise sig for os. Når vi opgiver spillet. Melder os ud. Når vi slipper forsøget på at være med, at være inkluderet. Muligheden viser sig for et indre oprør. En vej ud af fastholdelsen gennem en søgen indad og udad. Uden kobling t verden som den er. Udenfor men indeni. Tomheden. Der er ikke mere vi kan gøre. Kun de blottede nerver er tilbage.
Kan man lave det skift? et skift i fokus. Ikke i trods ikke som ikke-villen. men som et rungende ja i iver og opløftethed. Beatitude? Naaah, det bliver for religiøst. Men henover, ja, under og igennem, retningen er lige meget. Der er behov for begejstring! Umiddelbar glæde. aaarh fuck glæde. det er trættende at høre på. men ud og frem og henover. slip slip slip lortet. Lad det være, der tynger ned. Det der lokker m simpelt velvære, blødhed og slatten smiger. lad dig ikke lokke – men lad dig hive med af det som kan mærkes helt ind i knoglerne, som får alle cellerne t at sitre og som kilder helt ned i storetåen. Dér ligger guldet og dér tror jeg vi kan finde vejen. Ikke bare ud af det store forkromede slaveri men også hen t den nødvendige forandring. Lige nu.
