Venner der kom og venner der gik
regn over sortegrå tage
tårer der drypper og falder så blødt
én du har elsket, og én du har mødt
da der ikke var lykke tilbage
Regndråbers fald mod din åbnede hånd
våde og skinnende blade
rendestensfloder og hastende skridt
et barn går imod dig men er ikke dit
og blir borte i barndommens gade
Tungsind har lyd af den dryppende regn
og slukker hvert lys der brænder
skumringen selv får et vemodsskær
famler bedrøvet i parkens træer
med benede oldingehænder
Snart skal du sove så sødt så dybt
var du mon éngang vågen?
dryppende dråber fra modent korn
dagen er borte – nymånens horn
skinner fortabt gennem tågen
Gråden er stilnet – stjernerne står
som klokker der svinger og ringer
Den du har mistet er lysende nær
sindet er blødt som et regnbueskær
natten har vældige vinger
Tove Ditlevsen
