jeg elsker jeg. sikke en lettelse der ligger i overgivelsen til jeg. ikke noget vi her. ham der i avisen sagde det, hvad skal vi med vi, det rene udgangspunkt er jeg. det individuelle og unikke solo svar. kun på den måde kan vi sikre os det sande fællesskab og det reneste udgangspunkt for kærligheden. det er nemlig lige meget hvem og hvad bare det er der. og kærligheden og medfølelsen eksisterer og gør det 100% naturligt i egoet. og her kan jeg så stilles fri og kærligheden opstår som et naturligt skridt mod det jeg er i mig selv og ikke som et burde eller en pligt. herfra kan energien nu bevæge sig frit af sted og ud til alt omkring. naturligt. det kan synes forkert med sådan en masse jeg, som går rundt helt uden alle burderne og skullerne og skyld skyld skyld. det er da egoistisk og snævertsynet kun at leve og gøre for sig selv. men det er det ikke. for det er netop i frigørelsen fra det gamle lort og i slippet som ligger i det rene jeg at kærligheden og kærlighedsønsket opstår naturligt og bredt og kraftigt. det er interessant. det er jo netop i det ekskluderende vi hvor pointen ligger, det er meget stærkere end ekslusionen i jeg. vi kan ikke forstille os at der er et vi som inkluderer alle alle alle, så derfor virker vi ekskluderende. jeg er helt alene altid. der er ikke mere eller mindre jeg for mig. der er ikke nogen formodning eller forudindtagethed om at jeg er mere end jeg udefra. en enkelt person alene, men som i kraft af det og i den frihed der ligger der, spreder sig ud frit og uden tvang eller skullen. en tanke.