Hej drenge! Jeg vil også være med, selvom jeg nok ikke vinder ;-). Jeg er nok lidt for blid til jer hårde drenge. Har ikke helt forstået hvor al den voldsomhed og vrede kommer fra. Men det ved I jo godt, så her kommer mit bud på efteråret og det som kommer.
Lyset forsvinder stille ud i rummet
Vi venter på det som kommer sammen
I fællesskab går vi mod vores alderdom
Der hvor rynkerne kommer i flokke
Hvor alting hænger lidt lavere end før
Jeg kigger på dig og smiler
Sammen med det forsvindene lys
Lader vi tiden gå stille af sted med os
Med årene og livet vi har levet sammen
Sammen med det blegnende blade
Lader vi huden hænge og knæene værke
Med regnen og temperaturen som falder
Sammen med de migrerende fugle
Lader vi hjertet vokse og børnene gro
Med blæsten som bærer os stille væk
Nu er mørket kommet og har lagt sig
Skyggerne forsvinder sammen med tiden
Stilheden rammer huset ind
Vi sidder kiggende ud og væk fra livet
Her er ikke andet end os tilbage
Og du kigger på mig og smiler
En gæst forbi på bloggen.
Jeg synes det er et rigtig smukt digt, om kærlighed og om at blive gamle sammen.
Der er jo ingen vej væk fra døden, så hvis man kan gå mod den sammen så smukt beskrevet, som i dit digt, ja, så er det da dejligt.
Kærlig hilsen
Lise
Det er på toppen Sussie, det er jo LOOOOVE for fanden. Det elsker jeg, det ved du! Kærlighed og død, det er jo sådan cirka det som det hele handler om. Krammer Frank
ahhh – tak Sussie, du ved jeg elsker din blødhed og blidhed :-).
Det er så fedt du er med. Nu vil jeg se om jeg også kan noget! Men jeg eeeeelsker jo efteråret, så depri ved jeg ikke om det bliver!
Stort knus til dig – altid 🙂