og
jeg skriger mine lunger ud
for
at få nogen til at kigge
og
ingen ser mig
og
ingen hører mig
og
ingen kommer
og
ingen vil noget
og
mørket kommer snigende
og
jeg lader det komme.

Der
hvor solen begynder at gå ned, i skumringen.
Der
hvor alle hunde er stille og ingen advarer mod det, som kommer.
Jeg
åbner døren og lader aftenens fugtighed snige sig ind.
Den
løber hen over gulvet op langs sengestolpen og ind under dynen.
Placerer
sig stille og ubemærket lige bag mit hjerte og jeg fryser stille ind.

I
kulden. I mørket.