Men
kan vi det? Er vi ikke så fucked af vores liv, erfaringer, kultur, minder,
skabelse, at vi netop ikke kan gøre det du siger? Er det ikke hele pointen,
nemlig at vi ikke kan. Er det måske i virkeligheden pointen i syndefaldet, at
vi hele tiden falder, og vi hele tiden bliver tilgivet og elsket – og kun i
kraft af dét kan vi og skal vi elske. Så vi husker det, så vi hele tiden minder
os selv og hinanden om at vi skal at vi bør og ikke mindst at vi gerne vil. Men
ja, vi er uformående og vi er syndende mennesker. Og vi har brug for hjælp. Og
BTW, så har vi allerede fået den. Alt går op. Men det er ikke dig, som gør det.