uh den er god. Dagens skriver sidder lige i hånden. Jeg er lidt tom i hovedet lige nu. Glæder mig til at komme hjem i trygge rammer. Lidt ro på, ting der ikke maser sig for meget på. Det er vel en form for balance jeg søger. Det har nu altid været noget bøvl for mig. Men jeg har besluttet ikke at give op. Ikke at jeg kan, om jeg ville. Nej tanken er at blive ved, insisterende og kraftfuldt vil jeg følge mine indskydelser og løbe af sted, når der skal løbes, stå helt stille når tiden er til det og råbe højt når det føles rigtigt.

Jeg ved ikke hvorfor tanken er der, at jeg ikke skal være her i særlig lang tid. Måske er det set i bakspejlet. Det jeg allerede har oplevet. Eller er det fordi det rent faktisk er sådan det bliver? Jeg ved ikke rigtig om det skræmmer mig eller det egentlig er ok. Jeg tror det først og fremmest gør mig lidt trist. Trist over at skulle forlade det jeg holder af, men også en form for lettelse i at være fri og presset som forsvinder. Altså det pres jeg lægger på mig selv. Krav. For høje? Er det der lorten ligger? Jeg skal være modig, åben, udadvendt, klog, favnende, elskelig. Jeg skulle til at skrive, hvad jeg synes jeg er, men det er sgu’ ikke så langt fra. Hvis ikke faktisk sådan. Og hva’ så? Er det så fordi jeg er færdig, at jeg kommer i tvivl. Roen jeg søger, fordi jeg endnu ikke har forstået at jeg faktisk er ankommet. Men ankommet Schmankommet. Så er det vel bare næste mål som skal findes. Næste projekt. Og skulle det så være døden er det næsten for plat. Jeg må kunne finde på noget bedre. Selvudvikling. Stilstand som roden, ikke døden. Den skide ro som hele tiden vil findes og væres. Er jeg da ikke rolig? Det er jo netop det jeg har været. Her i den sidste tid, hvor alt har bevæget sig i slow motion omkring mig og intet har mast sig på. Men jeg jo i virkeligheden mere end bare ro. Jeg vil også have øjeblikke af fuldstændig klarhed og genialitet, som bliver set og anerkendt. Det er jo ikke desværre ikke noget der kommer uden investering og her kommer modet så ind igen. Investering. Springet. Ud på det dybe vand. Satse alt, eller i hvert fald sig selv. Musikken blev så stille. Hvorfor mon. Jeg kan ikke engang se det selv. Jeg kan slet ikke mærke den. Har jeg givet op? Eller er det som det føes bare sådan det er og skal være? Lige nu er det i hvert fald. Lige nu er der stilhed – selv ordene falder tungt. Og tonerne er helt væk. Er det mon det der føles som døden? Her kommer ingen fremmede toner, ingen fremmede ord, ingen fremmede tanker. Kun de trygge rammer og kærlige velkendte ord giver det rigtige. Jo, jo det er ikke umuligt at det faktisk er det der er svaret. For nu.