nå jeg kan ikke få lov til at skrive en kommentar til dig, Sussie, så nu får du den her i stedet:
Det kan vel ikke være
anderledes end, at vi påvirker hinanden, når vi er tæt på hinanden. På godt og
ondt. Jeg tror ikke, man kan eller skal undgå det. Du ved, at jeg tror meget på
det enkelte individs ret til at være sig selv, også selvom man er i et forhold
– ikke bare mener jeg, at det er en menneskeret, men jeg tror også på, at det
er vejen til at kunne være sammen i mange år. At man lader hinanden være. Ikke
som ikke at blande sig i hinandens liv. Det gør man jo, og det skal man jo, nej
mere at lade hinanden være den man er. Lade hinanden vokse i det tempo og i den
retning man ønsker og ikke forsøge at pace, styre, kontrollere processen. Det
er alt for tit, at det er, fordi man selv ønsker et eller andet specifikt skal
ændre sig hos den anden, og ikke fordi man reelt ønsker den anden skal vokse
som menneske.
Nå det var en lang smørre
til dig søde Sussie. Der er aldrig noget som er sort/hvidt, så jeg vil undlade
at rådgive dig om, hvad du skal gøre med ham lige nu, du ved bedst selv hvornår
det dårlige får overtaget på det gode. Men husk at vi alle har faser og
perioder, hvor vi kan overskue mere eller mindre hos hinanden, og at man
skylder hinanden at være rummelig – det gælder selvfølgelig begge veje, men man
kan desværre kun styre sin egen vej …
