Jeg forstår ærlig talt ikke
hvorfor han skal være så hård mod mig. Hvad har jeg gjort? Det er som om at
ingenting jeg gør er godt nok. Jeg lister rundt på strømpesokker og forsøger
ikke at forstyrre. Pludselig farer han op og bider, som sådan en bidsk lille
hund. Eller er det det han er? Måske mere sådan en stor doberman, som kan kigge
på en med det ondeste blik, som gør at man føler sig helt umulig og helt ude af
stand til at gøre noget som helst rigtigt. Det er som om han med sit blik
alene, kan få mig til at gøre det hele forkert. Jeg bliver nervøs og fidler
rundt med tingene, føler mig konstant i vejen. Åh, hvor er det frustrerende.
Jeg
kan ikke finde ud af om jeg synes det er det hele værd, når han får mig til at
føle mig så uværdig. Men når han så vender, og elsker mig og kigger på mig på
den der helt særlige måde. Så forsvinder det hele og jeg føler at hele verden
er min. Hvordan kan han styre mig så meget? Og hvad gør det hele godt for? Han
siger at jeg også styrer ham, og at det er en del af det at være sammen, at man
hænger sammen på godt og ondt. At man påvirker hinanden hele tiden og at det
han gør, gør han bare for at hjælpe mig – passe på mig, få mit sande jeg ud.
Men hvorfor føler jeg så at han maser mig og ændrer mig? Er det sådan det skal
være?
