Nu skal du høre.
Jeg ser det sådan, at det ikke er en balance gang, men mere en bølgegang. Nogen gange er vi helt tæt. Nogen gange er vi langt fra hinanden. Det er rigtigt, at det kan føles som om, vi selv bestemmer. Eller som du siger, at jeg bestemmer, men sådan er det ikke. Det er sgu livet, som vil os. På alle måder, på alle tidspunkter. Det kommer og minder os om, hvad der er vigtigt lige nu. Og det eneste vi skal gøre er at lade os føre. Der er ikke noget godt eller noget skidt. Det er bare, sådan vi er. Os to. Eller måske hele verden. Vi spinner alle sammen rundt, og derfor kan det ikke være anderledes end, at vi ramler ind i hinanden en gang i mellem. Eller ryger væk fra hinanden, når det er sådan det er. Nogen gange følges vi også ad, i lang tid. Kan du huske dengang?
Jeg vil hellere end gerne være den, der lokker, men du giver mig alt for meget magt. Det er sådan, som det skal være. Sådan det altid har været. Jeg vil altid være der. På min egen bane rundt i livet. Og du laver din. Det er så dejligt når vi mødes, jeg savner dig, når du ikke er i nærheden. Men glæder mig over, at jeg ved, at vi mødes igen og igen, i slipstrømmen af hinandens liv.
Er det for meget?
