så kan jeg bare sidde her i hjørnet helt stille og hviske for mig selv. jeg tror i virkeligheden ikke der er så mange der kan høre mig, også selv når jeg hvisker virkelig højt. sådan har det altid været, det er ikke noget, der kommer bag på mig. ikke noget der gør mig specielt ked af det. bare stille affinden sig med. det er mere min stil. der er kun de der helt specielle øjeblikke som kan rive mig ud at stilstanden. der hvor alle omkring mig råber så højt og løber forvildede rundt, der er der plads til mig. jeg stille mig langsom op. starter helt stille med den mindste lyd jeg kender. lader den vokse støt og roligt i styrke og langsomt langsomt bliver den til det højeste skrig. min mund står vidt åben og lyden er øredøvende. der er dog stadig ingen der ser mig. lyden kom snigende så ingen lagde mærke til den. de tror den er en del af den almindelig larm. men det er den ikke. den er al min smerte og indholdte galde der kommer ud på én gang. én gang for alle højt og gennemskærende. så holder jeg op. lige pludselig og uden forvarsel stopper jeg lyden og synker ned i mit hjørne igen. forskellen er så stor at alt ophører, alle stopper op og stilheden falder som en sten. Her er friheden det ultimative tomrum som et vakuum. freden sænker sig igen i min sjæl og jeg smiler stille for mig selv.