Jeg har fuldstændig glemt hvem jeg er. Det er mystisk, men det er helt væk. jeg kunne huske det klart, da vi startede, men her efter noget tid er det helt forsvundet igen. Er jeg helt forsvundet igen.
Jeg har prøvet det før, og er derfor ikke umiddelbart bekymret. Jeg kan f.eks. huske mange af de helt simple kendetegn. Hvordan min næse rynker, når de trækker. Hvordan min pegefinger sætter brillerne på plads. alt sammen uden at jeg tænker over det.
Det er først når jeg begynder at tænke, at problemerne begynder. Kan jeg lide uldne sweatre? Hvordan fortrækker jeg min bøf? Min rødvin? Alt det instinktive kommer af sig selv, men jeg mangler alle de ekstra ting – her bliver nødt til at prøve mig frem.
Det føles lidt, som om jeg genopfinder mig selv hver gang. Alting får ny betydning og åbner nye muligheder. Det giver mig en chance for at ændre på tingene. Pludselig kun at gå med silke og spise blodige bøffer med en knastør chianti.
Det varer nu sjældendt ved. Det er kun de små ting som vil ændres. Som hvordan jeg holder koppen i hånden, når jeg vasker den af. Alt det andet falde langsomt i hak. Jeg kan ikke lide uldne sweatre – de kradser, bøffen skal være rosa og chianti er opreklameret og alt for tør.
Jeg både elsker og hader min glemsomhed. Det er trættende at skulle prøve alting igen og igen påny, men det pirrer min nysgerrighed og giver håb om forandring. Det synes nu, at jeg altid ender mere eller mindre det samme sted, med mig selv, den samme person – tror jeg nok.
