Jeg
sænker mig langsomt ned i det alt for varme vand. Jeg vil ikke vente. Min hud
bliver rød og mit blod løber ligeså hurtigt som mit hjerte banker. Vandet
stiger langsomt. Hvad bliver dækket sidst – knæ eller bryster?
Min
hud har vænnet sig til varmen og er blevet kridhvid igen. Jeg nyder følelsen af
vandet, som sniger sig op af min krop – skød, mave, lår. Bølger frem og tilbage
i kavalergangen i takt med min vejrtrækning. Op på mit yndlingssted – i gruben
på min hals.
Jeg
tror sgu de taber. Jeg folder benene op under mig for at sænke dem, men det ændrer
ikke noget. Det kilder mit værgeløse bryst og spændingen stiger. Mine knæ har
pludselig gemt sig i skyen af skum, og jeg beslutter straks, at det gælder for
vand. Der er ingen tvivl om hvem jeg holdt med.
Jeg
overraskes let af mit højre bryst, som i påstået stædighed svæver med spidsen
højt hævet, lang tid efter at det venstre er gået under. Jeg havde glemt det –
som skønhedspletten i min venstre armhule. Højre er størst. Det kompenserer for,
at det venstre fik pladsen foran mit hjerte.
Jeg
slukker vandet og lader mig glide ned under. Vandet kilder min næse, som den
vildfarne tåre der må stryges væk midt i ulykken – upraktisk.
Nu,
med kun næsen over vandet, forsvinder verden og jeg er alene med mine egne
lyde. Brusen fra mit blod – det lyder som Vesterhavet på en stille dag. Den
fjerne lyd af mit hjertes slag – først hurtigt i panik over fortiden uden ilt.
Så langsommere og langsommere – er det sådan det lyder når man dør? Tanken
flygter, vender sig mod min vejrtræknings beroligende rytme, som får min
brystkasse til at hæve og sænke sig. Mine bryster gisper i misforstået forspil
over den skiftende temperatur. Resten svæver vægtløst i vandet og jeg ligger så
stille jeg kan, mens varmen langsomt forlader vandet.
Bruseren
klarer den sidste indre forløsning og skyller mig derefter i foregivet
regnvejr, mens citronolien efterlader mig blød som en baby og duftende som
solen.
Et
bad
