Det er så fejl-reflektionen af min formåen som forstyrrer. Jeg føler et stærkt behov for at rette i andre menneskers perception – det jeg så synes er en fejl-reflektion … men hvori ligger fejlen? er der en fejl? hvorfor må folk ikke se det, de ser og opfatte og udtrykke det, de ser? Hvorfor skal jeg rette på det? Deres perception er vel lige så valid som min. Og er vel egentlig ikke min, men netop deres. Hvorfor skal jeg eje den? Og nå ja, og hvorfor kan jeg så oven i det ikke rumme at være sådan som jeg er… bekymret, optaget, villende og interesseret? Hvorfor skal jeg være super zen og fed med det? Det synes som en alt for stor og unødvendig opgave at tage på sig