The Poet makes himself a seer by a long, gigantic and rational derangement of all the senses. All forms of love, suffering, and madness. He searches himself. He exhausts all poisons in himself and keeps only their quintessences. Unspeakable torture where he needs all his faith, all his superhuman strength, where he becomes among all men the great patient, the great criminal, the one accursed—and the supreme Scholar!—Because he reaches the unknown! Since he cultivated his soul, rich already, more than any man! He reaches the unknown, and when, bewildered, he ends by losing the intelligence of his visions, he has seen them. Let him die as he leaps through unheard of and unnamable things.
Arthur Rimbaud
mange ord Posted on 20 Mar, 2016 22:57:53- Comments(2) https://blog.zina.dk/?p=58
- Share
nå ja, og tak for sidst. det var mærkeligt at mødes efter så mange år. også en lille smule ubehageligt, men jeg synes vi klarede det flot.
tak for Rimbaud, kære gæst. Tror godt jeg kan gætte hvem du er og velkommen forbi. Jeg er nu ikke længere Rimbaud discipel. Jeg tænker der må være en anden vej. End denne famøse og spektakulære selvdestruktion. Er den blevet lidt gammel? En lille smule ynkelig. I de højtflyvende ingen-forstår-mig lag og selvskabt og selvsøgt drama og usselhed. Der er alt for meget konstruktion. Jeg vil have fucking liv.
Tænker lige lidt mere og vender frygteligt tilbage.
Håber du overlever indtil da 😉