OK, Camus og det absurde liv, læs engang hvad Peer skriver her: “Dermed gik han ind i tragedien – og blev et frit menneske. Herpå beror hans glæde. Hans skæbne tilhører ham. Hans byrde er hans egen. Og på samme måde bringer det absurde menneske alle afguder til tavshed, når det betragter sin smerte bevidst. For det absurde menneske ophører møjen og kampen aldrig, for det genfinder altid sin byrde. Og i denne forstand kan man tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand, hævder altså Camus.” Peer Sendemand, Jernesalt.dk.
Er det så ikke den samme frihed vi taler om? Det samme sted vi ender – nemlig i overgivelsen. Om vinklen på dette slip er, som en nødvendighed for at rumme livets jammerdal, eller det er en overgivelse til netop skønheden og kærligheden som styrende princip, er vel i enden ligegyldigt. Blot et personligt valg. Og så spørger jeg mig selv, hvorfor vi vælger den mørke udgave. Men det er jo så også blot mig, som ikke kan slippe tanken om levet liv som konstruktion, lærestykke, og i sidste ende den perfekte trænningsplads for at begribe det totale og endegyldige kaos. Alt og ingenting.
Og ja, jeg vil gerne med :-). Der er ikke noget som menneskelig uformåen i den mest ekstreme form, som kan lyse en lørdag aften op!
