en blog til zina.dk

Jamen hva sker der? Fuck dog det og alle jer der synes I er noget. Jeg er pisse ligeglad og fucker jer alle med glæde

en sær stilhed i denne måned
forstyrret mest af mig selv
som ikke kan lade det være
nyder til fulde når jeg kan
mit forsøg på at stoppe villen
lade det være ved væren
så tæt som muligt

stormen har raset og bøjet mit yndlingstræ
hver nat har fuld tryk på drømmene
hvor ting hele tiden vil tæt på og er komplekse
de efterlader mig udmattet om morgenen
og jeg glæder mig over
alt det som ikke sker endnu

det flyver hæmningsløst
rundt om ørerne på mig
forsøg på at indfange og fastholde
ender med mig fortørnet i hjørnet

fortæl mig hvad du vil vide
og jeg smider frivilligt lort ovenpå
så du drukner i latter og mavekramper
over mig og mit uinspirerende selv

nej du får ikke lov til at ødelægge det
jeg vil beholde vanviddet intakt
så jeg altid kan gå tilbage og sige
at det var bedre før jeg gav los

nu står alting stille blafrende
og jeg kan høre blodet bruse i ørerne
sammen med en stille flappen
det lyder som regnvejr med blæst

nu tager jeg alt tøjet af
lægger mig ned på jorden
svampesporer strækker sig op
trænger blidt gennem min hud
jeg lader mig indtage
lader mig langsomt transformere
rådnende kød, lugten af muld
min bevidstheds eksistens
fysikken forsvinder langsomt
jeg opløses og overtages
af svampe og orme og spyfluer
som æder, suger, indtager min krop
nu er der ingenting tilbage
et hårdt indre, som aldrig var mig
ligger hvidt tilbage mod sort jord
jeg siver langsomt ned og ud

overdreven mistro til kønnet
som pulserer videre i din hånd
uden at jeg er der mere

Nu mærker du optrækket på huden
og mens du går hjem langs øen
dunker det stille videre

Vil du det have det igen
alt det jeg tog fra dig
var det værd at holde fast i

nu står tankerne stille
i lange rækker ventende
rumlende brummende dybt

det vælter bare ud
alt på en gang
jeg sviner skoene til
i opkast fra flere ugers lort

vil du stadig
nu du er efterladt
med blodige bidemærker
fra indestængte frustrationer

jeg tror ikke længere
at du kan noget
en ynkelig dukke af pis
som så gerne vil men aldrig gør

fuck det nu bare
riv det i stykker
hop, tramp, knep det
til alt er væk
så vi klart kan se
vores nøgne skeletter

jeg kan se mit hjerte banke
overalt på min krop
hver gang jeg får øje på en kropsdel
så er det lige der – pulserende
ikke som jeg troede et hjerte slår
efter et særligt mønster
men vibrerende og usikkert
som om det skal skynde sig
jeg er egentlig ikke nervøs
bare undrende
jeg troede at der var faste regler for det
men åbentbart ikke for mit
det fistrer rundt – forvirret
slår lidt her og der
mange gange i træk
så helt normalt
så en stille vibreren
nu er det væk
jeg kan ikke få øje på det
men så dér på siden af maven
hopper det af sted
puha – jeg lever

jeg er helt ugidelig
uden gnist eller andet
som kan tænde tanken

så kan man bare gå
hen af den vej man gik
stadig uden holdepunkt

intet kommer af sig selv
du er altid et andet sted
selvom jeg holder dig

nu vil jeg ikke mere
nu synes intet mere
du kender mig igen
stadig uden nogen og noget

Så brænder broerne og vinden vender ikke forløbig
der er kun tilbage at lave det sædvanlige stille drama over tingenes tilstand.

Har I overhovedet tænkt over hvor den blev af, den desperation jeg følte indeni, før I gik i gang med alt jeres lort. Nej, det tænkte jeg nok …

Og så er der kun tilbage at sige “så fik I lært det” med alt hvad der deraf følger. Jeg vælger i virkeligheden bare at handle på jeres handlinger.

I kalder det ansvarsforflygtigelse, men jeg kalder det aktion-reaktion, og det er i virkeligheden den eneste måde at lære på – for mennesker som for hunde.

Jeg vil ingen noget ondt, og det smerter mig at se jeres stille skrig samtidig med, at jeg frydes over konsekvensens hårdhed og den stærke følelse af retfærdighed.

jeg tænker i møder og begyndelser
møder som møder mellem mennesker
mellem dig og mig
begyndelser som det der startede
og aldrig slutter

det forfølger mine tanker
lister sig rundt om hjørnet i mørket
står og lurer på mig når jeg bader
venter på mig når jeg kommer hjem
og lader mig aldrig sove i fred

det er som et tæppe som svøber sig om mig
lader mig ånde gennem en lille sprække
og omslutter mig helt og aldeles
foldet ind under mine bare fødder
så det ikke trækker på dem

der er intet som mangler
alt er som det skal være
vi lader det stå
og laver ingen pludselige bevægelser
som kunne skræmme det væk

kærlighed
som jeg prøver at fange
prøver at undgå
være i
være med
sende
dele
sprede

Det er i virkeligheden en test
for at se om jeg kan sige det højt
eller se om det kommer af sig selv

Jeg dækker det med forvirring og fuldskab
opkast og lange negle men
kun for at kunne rumme ufatteligheden
kun for at kunne sende det af sted igen

Jeg tror jeg vil sove under trappen

jeg kan ikke finde noget bedre sted

det er som en mellemstation

som balancerer sig smukt

mellem der hvor jeg tænker

og der hvor jeg holder op

nu ligger jeg helt stille

og den eneste lysd der er tilbage er

summen fra festen som forsvandt

som jeg lod forsvinde

nu er der bare mig

og min summmen

høj summen

mest i højre øre

hvad tænker du

jeg tænker larm

og genstridig følelse

Jeg keder mig pludselig over min egen stilhed

er der virkelig ikke mere at sige

nu sover jeg

jeg vandrer igennem helvedes forgård
henover lig og lort
jeg ser det hele tydeligt nu
hvordan jeg blev snydt, forrådt
af velmenende ord og venligheder
som uden bagtanker lokkede mig
ud af min borg op af skyttegraven
så jeg lå dér klar og vågen
det letteste bytte

af egen fri vilje fulgte jeg dig herhen
hvor livet står stille og alle er klar
til at stikke, pode, rive, flå mig fra hinanden
og efterlade mig med afpillede nøgne knogler

så er der kun tomhed tilbage
en tomhed som fylder alt ud
som i sin mangel på eksistens
er min eneste eksistens

jeg tager fat og krammer hårdt
holder den helt tæt til kroppen
så jeg langsomt synker mod jorden
ned ned ned til det som er sikkert
til det jeg mærker tættest på
sluttet sammen i et evigt omfavn af afsky

vejen stoppede pludseligt

jeg tror ikke jeg ved hvorfor

men det ser nok altid sådan ud

når det slutter

du så altid sådan ud

når jeg spurgte dig

du sagde altid sådan

når jeg så dig

nu ser vi ikke længere

nu går vi ikke længere

nu er der bare mig

og tankerne som flygter

flygter i forglemmelsen

som lurer lige dér

hvor vejen den stoppede

se nu rasler det hele fra hinanden

lige så langsomt og uden det store palaver

det bliver mørkere og mørkere

et sidste forsøg på at strække tiden

få den til at fylde flere dage

så jeg kan nå det hele igen

jeg sænker mine forventninger

til en højde hvor de er nemme at nå

her er der ingen skuffelser

bare opfyldelser af det jeg allerede ved

uder bagholdsangreb og benspænd

så er der kun tilbage at sige farvel

lade det hele løbe ud i sandet

jeg tager mine spirrende håb med mig

og som altid lidt jord i lommen

der er skygger som følger én hele vejen

dem der bare ligger lige foran

uden at ville noget særligt

dem som trækker sig hårdt væk

væk fra alt du kender og synes om

og dem som bare er og ikke vil noget andet

jeg cykler af sted ad stien

og ser dem ligge foran mig

én den ene vej én den anden vej

som på et stadium

jeg har aldrig forstået hvad de løber efter

den ene eller den anden streg?

nu står jeg bare stille

helt stille

venter

på at svaret så kommer til mig

stille

uden afslutning

det bliver tyndere og tyndere

det er tid til de store armbevægelser

følelsen af at gå af sted og alting er på rette sted

der er intet der kan gå galt – perfekt er ordet

således rustet kaster vi os ud i det

verden ligger for dine fødder og nu er du klar

trækker vejret dybt ind

mærker verden under dine fødder

og så springet ud i intet

vinder suser for ørerne presser dine lunger ud

der intet sikkerhedsnet

slutningen er uvis

men du er fuldstændig afslappet

nyder bare følelsen af dybden og faldet

verden står stille og letheden i kroppen og stilheden

giver ånden frit spil

og et indre smil breder sig henover dit ansigt

mens slutningen rykker nærmere og nærmere

nu ser du det pludseligt klart

afrundingen på det du kaldte livet

og roen sænker sig

en boble af sikkerhed og tryghed omkranser de sidste millisekunder og mens tiden rinder ud

danner der sig et smil på dit ansigt

mens din krop knuses mod det de kalder døden

så sidder jeg så bare og kigger ud

der er frit udsyn

der skaber lange tanker

og følelser af uendelighed

det gør enden tættere på

uden at skabe tristhed

det skal lade sig gøre

at leve så tæt på enden som muligt

så den altid står om hjørnet

og kigger snedigt på mig

jeg vil mærke energi

fra den sikre død

og glædes over

at leve i fast vished

om at det slutter

Det er døden der nager

nogen tror det er livet

at man ikke ved hvor man skal gå

men i virkeligheden er det målet

der er problemet

at man ikke ved hvor man ender

jeg tror ikke at jeg vil vælge længere

hvis målet er det samme

så må vejen derhen være lige god

kun betinget af hvad jeg i øjeblikket

føler godt og skidt

det synes uretfærdigt

når den vej man har valgt

fører til utidig død

og gnidsel

i følelsen af rigtighed

bør tingene følges ad

og derfor give forløsning

på det rigtige tidspunkt

og for fanden

ikke på det forkerte

her går vi så af sted

flokkevis mod sikker død

er det i virkeligheden bare et spørgsmål

om hvem af dem vi elsker

der kommer først?

det bliver som jeg har sagt

kom ikke til mig med unødvendige spørgsmål

og ytringer der ikke vil eller kan noget

du ved det godt selv

og jeg udmattes over din uvilje mod livet

lad det nu bare være

og lev uden din sædvanlige emsighed

tingene går deres gang

og dagen kommer alligevel

tosserier uden mening

mening uden sjov

jeg står stille og kigger ned

du står der med vilde øjne

og jeg tænker råbende

at du jo ikke vil

det vil jeg heller ikke

og tiden går

med klokken slående

løber jeg nu væk igen

her er larm og farver

langt vej fra gråvejr

og skiden villen

her kan du ikke nå mig

og jeg ånder let

og uforstyrret

Jeg føler mig indespærret

af jeres indspisthed

og vakler mellem vejene

være eller ikke være

med

jeg ville ønske det var enkelt

men denne fimsede rå tone

både afskrækker og tiltrækker

det er som om I vil mere end I kan

og skjuler jeres uformåen

bag urimelige mængder af ord

så mængden alene foregiver

kunnen og dybde

min røv

Du har mast dig ind i min mave
med dine villende hænder
og borende øjne

er det virkelig så simpelt
at intet filter virker mere
fuldstændig afhængig

hængende med hovedet ned
tænker jeg at det måske
er OK at være bundet

hænder og fødder

det er jo det du vil – bare gør det

det er jo det du vil – bare gør det

det er jo det du vil – bare gør det

luk dine øjne – mærk min nærhed

luk dine øjne – mærk min nærhed

luk dine øjne – mærk min nærhed

føl min ånde – mod din kin

føl min ånde – mod din kind

føl min ånde – mod din kind

tæt på

tæt på

tæt på

giv slip

giv slip

giv slip

slip

Det bliver så mig der skriver

Det måtte komme netop nu

Det er nemt at se

Jeg vil ikke vente mere på det

Du siger det på én måde

Jeg siger det på en anden

Men vi mener det samme

Det ved jeg

100%

Det er lige der

imellem fliserne

på stregerne

som vi prøver at undgå

Jeg undgår

kun når jeg ikke kan andet

jeg vælger

kun når der reelt ikke er noget valg

er det fattigt?

er det svagt?

er det det rigtige?