en blog til zina.dk

ufærdigt

det er ikke færdigt endnu

hun ser det foran sig

mange brikker mangler

både her og dér

Det hele ser tåget ud

som om der ligger en film over det

hun fjerner det forsigtigt

for ikke at ødelægge noget

men filmen knækker altid

lige til sidst

efterlader et spor af klister

som får alting til at sidde fast

støvet lægger sig til ro

på den glatte overflade

og om hun vil det eller ej

føles alt pludseligt gammelt

så står verden stille

og alt har lagt sig til

nu stopper legen

og hun går grædende hjem

alene

Det er et spørgsmål om at slippe

slippe fri

give slip

slippe nogen eller noget

jeg er nu ikke meget for det

jeg foregiver gerne at være det

men er det egentlig ikke

det lyder så godt

men føles skidt

og jeg læsser bare mere og mere på

næsten lige meget hvad jeg skal slippe

føles det som et stykke af mig

der tages rives af mig

og det giver mig tårer i øjnene

og ubehag i maven

det er nu svært at holde på det hele

jeg kommer tit til at tabe ting

det er ikke det samme som at give slip

det kræver ingen bevidst handling

og sker som en nødvendighed

tænk hvis slippet kunne blive bevidst

så jeg selv bestemte hvornår, hvad og hvorfor

og ikke var betinget af simpel fysik

som får tingene til at falde fra hinanden

og over hinanden

jeg vil ikke ordnes

lad mig endelig bare være

med alle imperfektionerne

udenpå

ingen snitten i mig

ingen brun creme kant langs hårlinjen

ingen bukser der holder på noget

ingen hårlak i øjenbrynet

jeg kender alle trickene

men er træt af al den forestillen

nu hænger det hele udenpå

lad bare alle se reflektionen

af min uperfekte sjæl

i rynker, hængevom og fedtet hår

Nu er det nu

her kommer det løbende

stærkt imod mig

skrigende

med viftende arme

jeg vender mig i stormen

og løber imod det

skriget vrænger i mine ører

og vinden tuder

jeg ser det ikke da det sker

pludseligt og uden varsel

hælder verden stærkt

og det jeg havde samlet

løber ud mellem mine fingre

grædende går jeg hjem

falder og banker næsen i asfalten

blodet løber og knæet sviger

og jeg ville ønske

at du ikke kunne se mig

så tydeligt

her fortaber tingene sig

i en mudret masse

skriget trænger sig på

men der er ingen vej tilbage

hvorhen nu?

når alt jeg kan se er tomhed

i udkanten af øjet ser jeg dog

noget der kunne ligne en løsning

men lysten til at vende mig

er ikke eksisterende

jeg beslutter mig for at stå

helt stille

mens minutterne går

og grebet løsnes

der er ikke andet tilbage

end at vente

dit tilstedevær

tog vejret fra mig

i tavsheden

i tomheden

følelsen af dig

i sort

bag mig

jeg vælter

mig tilbage

og lander i en dyne af ro

revet op indefra

med alt i laser

lader jeg mig stille føre

af dit store hjerte

sitren i din hud

så tynd at jeg kan mærke

dit hjertes banken

med hånden på din mave

du ånder dybt

og giver øjeblikket

plads

jeg ligger i hjørnet af rummet

uden at kigge op

jeg ligger og tænker på alt og ingenting

ingenting fylder mest

jeg ville allerhelst løbe rundt

ikke bare om mig selv

med om det der er og det jeg ved

problemet er at jeg glemmer det jeg ved

og har for det meste af tiden

ikke lyst til at huske det igen

så kommer det i bølger til mig

og så er det at jeg ender i hjørnet

uden at ville kigge op

og uden at ville kigge ind

se mig bare i øjnene
er dine blå er mine brune
er dine brune er mine blå
mine er faktisk lidt grønne
vidste du det?
så du det mens vinden blæste?
så du mig da jeg så dig?
igennem al pis
og uden mig der løb væk
skrigende af forskrækkelse
med mulighederne lige i hælene

Nu er jeg varm. Endelig varmet op, varmet igennem. Gennemkogt. Ser du hvordan det skete? Så du hvordan det skete? Jeg kan næsten ikke være i mig selv. Forvirret – forsmået – forladt – forandret – for meget!