en blog til zina.dk

Det er som om at det nu også ændrer sig herinde. 
Jeg er ikke glad for det nye
Det er mest det der med at jeg ikke bare kan skrive mere
Som om at hvert skridt gør det mere besværligt
Hvorfor skal det være mere besværligt?
Jeg vil have det nemt at komme til

Hvorfor skal det være nemt at komme til?
hvis jeg bare kan skrive, så skriver jeg mere

Du vil gerne skrive mere?
Ja, jeg synes det er på tide. Det her sted var et godt sted at varme lidt op

Hvad med at skrive et andet sted?
Det er ikke det samme. Jeg vil gerne have letheden og ja også det lidt anonyme

Det anonyme?
Ja, at ingen ved hvem jeg er. At det hele er lidt mystisk og uigennemskueligt. 

Du kom til at skrive ‘var’, tror du måske at tiden er forbi for anonymiteten?
Det har jeg ikke lige tænkt over. Det virker lidt fortænkt

Dine ord – ikke mine

Hvornår er det vi ses igen? Jeg synes alle mennesker er røv-irriterende og mega nederen, men jeg føler ikke, at jeg er sur på jer. Skal vi ikke bare mødes? Hvorfor skal vi vente? Hvorfor ses vi ikke? Hvorfor laver vi ikke en aftale nu? Hvorfor dropper vi ikke alt og bare ses? Så er det bare os. Ikke alle de andre dumme

Tror du, at du kommer til at savne det?

Ja, jeg savner det allerede

Vil du så gerne tilbage?

Nej, hver gang jeg forestiller mig det, får jeg opkastfornemmelser

Hvorfor savner du det så?

Fordi det var et velkendt og trygt land. Nu ændrer alting sig.

Nu kommer det ud på væggen. Der er ikke mere at skjule. Det var så fuldstændig unødvendig og ret utidig og i sidste ende uacceptabel opførsel i torsdags! Hold kæft hvor blev jeg forskrækket. Og ret rystet, må jeg sige… Selvfølgelig er du tilgivet, men helt ærligt. Er det sådan det er nu? Det tror jeg ikke jeg kan overskue. Orker

So you say I need to back away? Away from what? And Why? Why can’t I do what I need to do? Why must everything be so fucking correct and nice and sweet? I am none of the above. I am not interested in being any of the above. So please leave me be. I will not take your advice any more. Away away. Leave me to myself.

Der er ingen bod for skam

X

jeg er blevet ligeglad med insekter der kravler på mig, pletten på min skjorte og at jeg ikke længere kan huske mit navn

Jamen så vil jeg da lige skrive et lille forsvarsskrift for denne skønne blog, når Kat på FB i dag nærmest skyder den helt i sænk.

Jeg har elsket bloggen lige fra starten og hele vejen igennem. Jeg føler at herinde tænker vi alle lige lidt mere over hvad vi siger. Og måske vigtigst, hvordan vi siger det. Jeg ved da godt at ordene ikke ‘sidder så løst’, men det gør øretæverne så heller ikke. Eller dumhederne, og det synes jeg altså er helt fint!

Og det er da ikke fordi at det ikke ikke kommer til sværdslag herinde. Jeg har da fået et par hug igennem tiden. Men sørme også nogle gode snakke og fine refleksioner fra alle jer kære.

Det er da vigtigt at tænke sig om, når vi skriver til hinanden. Se bare ude i verden, ja, på FB og alle de andre hurtige steder. Hvor folk råber og skriger af hinanden og ikke tager sig tid, til at forstå hinanden.

Ja det var bare det jeg ville sige. Håber ellers at I alle har det godt. Der går som sædvanlig alt for lang tid mellem at vi ses. Men nu er jeg sikker på at foråret er lige om hjørnet, så ses vi jo mere.

Jeg holder virkelig meget af jer alle sammen, så bare tag fat i ordene og lad os sammen holde bloggen i live.

Knus og kram

fra Sussie

Men det er jo slet ikke sådan det er. I fucker slet ikke op, I to. I er skønne smukke mennesker med stort M. Sådan nogen som lavet fejl og ikke lige kan finde ud af det, men bliver ved med at prøve og snubler rundt omkring. Det er ok. Det er helt ok. Det er sådan det er. Og det er sådan det skal være.

Elsker jer begge tosset.

I would highly appreciate it, if someone else would fuck up today.

I really need a break and some evidence that I’m not the only one doing all the fucking up in this world.

Thank you

…

I am she who adorn’d herself and folded her hair expectantly,
My truant lover has come, and it is dark.

Double yourself and receive me darkness,
Receive me and my lover too, he will not let me go without him.

I roll myself upon you as upon a bed, I resign myself to the dusk.

He whom I call answers me and takes the place of my lover,
He rises with me silently from the bed.

Darkness, you are gentler than my lover, his flesh was sweaty and panting,
I feel the hot moisture yet that he left me.

My hands are spread forth, I pass them in all directions,
I would sound up the shadowy shore to which you are journeying.

Be careful darkness! already what was it touch’d me?
I thought my lover had gone, else darkness and he are one,
I hear the heart-beat, I follow, I fade away.

…

Walt Whitman

Det vi kan
Det vi er

det kommer ikke til at stoppe i dag

OK hold nu bare kæft

Kæreste Sussie, da.

Jeg fandt den alligevel, din post. Jeg turde egentlig ikke læse det, men jeg er alt for nysgerrig. Jeg troede egentlig du tog lidt mere afstand her. Ikke var helt så følsom. Og BTW, så har jeg ikke været i egen navle, men i egne følelser og balancegang i forhold til ferie med børnene. Jeg tænker meget på dig. Og jeg har jo sagt, at jeg kan ses på søndag, så kan du få et ordentlig knus der. OK? Glæder mig ellers til vi ses – meget! Og synes det er rimelig latterligt, at du skal ud og rejse lige bagefter. Men so it goes. Håber at høre fra dig!

Kram fra Sanne

jeg vil så gerne se jer
I skriver ikke og ringer ikke
jeg bliver ked af det
føler mig helt alene

jeg har brug for at I er der
viser jer som mine venner
som står der hele tiden
ikke kun når det passer

kære venner I skuffer mig
I står slattent og vigende
kigger dybt i egen navle
ser kun lige omkring jer

jeg bliver blød og trist
græder i timevis uforstående
i fosterstilling af fortvivlelse
river mig selv i stykker

så kommer bitterheden
vreden over at I også er sådan
får lyst til at straffe jer
men tavshed virker dårligt

nu står jeg så alene
med armene hængende
ingen kigger på tårerne
eller røgen ud af ørerne

hør lige her venner
ting stritter og gør ondt
venner står strunkt og rankt
i klarhed og i kærlighed

stå så!

jeg ved det sgu ikke. tomhed. opløsning. famlende og gennemsigtig. ikke væren. når der ikke er noget, der vil noget særligt. som skal noget særligt. hvad vil vi så? hvad skal opmærksomheden rettes mod? hvad spejler vi os i?

hvis nu alle celler gad at skille sig fra hinanden. så alt kunne drøne lige igennem. så man ikke blev ramt af noget. skrøbeligt. men stærkt. lad stormen rase. her er ikke noget der griber. ikke noget der holder fast. definitionerne forsvinder og kun blafrende liv er tilbage. liv der ikke vil noget eller skal noget. tomt og nærværende.

og så efter opløsningen fortsætter alting. samlingen sker i små afgrænsede tidslommer af eksistens. resten er ikke. mere. bare summen i storetåen kilden i maven og laden være. jeg ved ingenting.

Du kunne da for helvede bare sige det
uden noget omsvøb og uden at forsøge at snige dig udenom
jeg kan sgu godt tage det. tage dig. any fucking time
jeg holder ikke al det lurepasseri ud.
jeg begynder at kede mig – eller jeg bliver fucking rasende
rasende over at du spilder mig tid og lade mig løbe spids-fucking-rod
jeg vil bare have at du er der hele tiden og uden noget pis.
hvorfor er det nu så svært

NYSGERRIGHED

Selvfølgelig 🙂

jeg har i lang tid villet sige

STÆDIGHED

og godt nytår BTW
Er I stadig derude?

I dag skal jeg til afskedsreception på min arbejdsplads gennem de sidste 10 år. Slut med den månedlig aflønning, onsdagsfrugten, den velkendte kontorlugt og alle de søde kolleger. Der er ingen planer – eller måske nærmere virkelig mange … Vigtigst lige nu dog ikke noget jeg skal hver dag. Tiden vil vise hvilke planer og idéer, der skal blive til mere. Lige nu et kærkomment tidshul hvor ingenting og alting kan ske.

Og jeg slutter med tak. Så tak for det hele kære arbejde. Tak for tryghed. Tak for udfordringer. Tak for pengene. Tak for den tydelige vej. Tak for den gode tid, den svære tid og den sjove tid. Tak for kollegerne. Tak for alle menneskene jeg har mødt. Tak for ordene. Og tankerne. Nu vil jeg stoppe og gøre noget andet. Gøre det på en anden måde. Lad mig slutte her, så nye ting kan starte.

Jeg er klar.

Ja nu skal du bare høre… jeg kunne ikke sove i nat – tror det var mangel på nærhed. Endte m 3 sølle timer og så i søvne ind i bilen. Kørte 10 min og tænkte så at der var alt for mange biler. Vendte om og kørte hjem t min cykel. Så ud og træne og snakke og sager ude i verden. Hjem igen – laaang cykeltur m omvej for at hente min nye brødrister. Kom hjem t bugnende tomatplanter. Plukkede dem alle sammen, købte basilikum og chili. Hjem igen og nu er glassene i ovnen. Har næsten fået ryddet op. Nu holder jeg pause m verdens bedste sjus – inspireret af dig. Noget m gin. Tænker jeg også vil bage et brød… Produktionsterapi. Det virker godt. Har James Blake “My Willing Heart” i hovedet på 3. time. Har lyst t at sy et par bukser, men har ikke noget stof.

Jeg tænkte meget på dig i går. Havde du en god flyttedag? Har du fået samlet alt dit jordiske gods omkring dig og møvet dig lidt på plads i det? Det er sådan et vigtigt øjeblik. og dejligt. når man har alt hvad man skal have omkring sig og er der, hvor man skal være.

Kunne i øvrigt godt lide dit partikelbillede som beskrivelse af oplevelsen af virkelighed. Eller mangel på samme. Eller mulighed for samme. Eller vi må tage, hvad vi kan få. Nyde det vi har… som jeg kan høre et kor af bedsteforældre sige t os. Og også de der irriterende guruer og mindfulness folk ;-)….

Men jeg nyder nu i fulde drag at være her. Trods fægten m armene og høje råb. Og nyder rigtig meget at lære det at kende sammen med dig. Min yndlings drama poet på bloggen skrev den anden dag netop om dette sted af total opløsning men samtidig også om det der lille bitte sted, den lille potente kerne af bulder og brag, og lys der blænder ….

Med dette billede på din partikel taget og følt i et splitsekund af klarhed håber jeg, du får den dejligste dag. Glæder mig stadig t at se dig.

Nothing on for tonight?
Miss you guys terribly!

SORRIG OG GLÆDE DE VANDRE TIL HOBE
Thomas Kingo 1681

Sorrig og glæde de vandre til hobe,
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer de følges og ad.
Jorderigs guld
er prægtig muld,
Himlen er ene af salighed fuld.

Kroner og scepter i demantspil lege,
leg er dog ikke den kongelig dragt.
Tusinde byrder i kronerne veje,
tusindfold omhu i scepterets magt.
Kongernes bo
er skøn uro,
Himlen alene gør salig og fro.

Alle ting har sin foranderlig lykke,
alle kan finde sin sorrig i barm.
Tit er et bryst under dyrebart smykke
opfyldt af sorrig og hemmelig harm.
Alle har sit,
stort eller lidt,
Himlen alene for sorgen er kvit.

Vælde og visdom og timelig ære,
styrke og ungdom i blomstrende år
højt over andre kan hovedet bære,
falder dog af og i tiden forgår.
Alle ting må
enden opnå,
Himmelens salighed ene skal stå.

Dejligste roser har stindeste torne,
skønneste blomster sin tærende gift,
under en rosenkind hjertet kan forne,
for dog at skæbnen så sælsom er skift!
I våde-vand
flyder vort land,
Himlen har ene lyksaligheds stand.

Angest skal avle en varende glæde,
kvide skal vinde sin tot ud af ten.
Armod skal prydes i rigeste klæde,
svaghed skal rejses på sundeste ben.
Avind skal stå
fængslet i vrå,
Himlen kan ene alt dette formå.

Lad da min lod og min lykke kun falde,
hvordan min Gud og min Herre han vil,
lad ikkun avind udøse sin galde,
lad kun og verden fulddrive sit spil!
Sorrig skal dø,
lystigheds frø
blomstre på Himle-lyksaligheds ø!