en blog til zina.dk

OK damer, I får den sgu lige dobbelt op herinde. Nu har jeg kommenteret løs på jeres tosserier. Slap nu af for helvede, som om der ikke var mere alvorlige ting i fucking verden end jeres navlepilleri. Er det to minutter der er gået siden sidst? Og Rødt Chok, han er helt væk. I ved sgu da han ikke kan tåle noget ved juletid. Nå kom nu bare ind i kampen. Lad os kramme hinanden til døde. Ses vi juleaften til gavebyt som sædvanlig? Det bliver vi sgu nødt til! Og kom så ned på Dili nu. Jeg er klar inden længe. Skal lige sætte kværnen og have studset bakkenbarterne!

min kæreste

for fuvikinge tillyke med fødsledagen! Det er så fantsitsik med dig. Du er der, og så når du ikke er der. Som man siger -så er det slert ikke en mjlghed ikke at være min kærest eveninde. Det vil du fucing altid være. Det er ikke noget man kan melde isg udaf – ikke noget man kan sige man ikke vil mere. Jeg elsker dig for fuvking ever. Oh yeah. Lige præcis sådan er det.

Jeg lever vores isolation som en del af hsitorien. med stor kærlghed. jeg venter og glæder mig til det tidspunkt hvor vors liv krydser hinanden igen . men glæder mig indtli da over hvr dag hvr vi speprat er det vier er.

for forsmået?

du burde lade det hele være
du burde fucking lade os være

så kunne det være vi kunne få vejret
så kunne det være at vi fucking fik lyst til dig

for ynkeligt

Jeg kan ærlig talt ikke forstå, hvorfor der skal gå så lang tid mellem at I skriver. I ved sgu da godt. I kender mig sgu da godt. Når I så gør det og ved det, hvorfor giver I så ikke? Det kan jeg ikke forstå.

Måske er jeg bare selvoptaget. 100% indviklet i mig selv og mine behov. Men tiden jeg bruger på andres behov er da også substantiel. Ja, ganske stor. Jeg tror, jeg føler (sic), at jeg har fortjent bedre. Nej fuck det, jeg ved, jeg fortjener bedre! Stram op for fanden! Vær mere. Giv mere. Lyt og handl mere! Jeg vil fucking have. Jeg har fucking fortjent det. Tjent det op på fucking kontoen i kærlige tanker og blomsterbuketter. I takkekort og nybagte boller. I gråd-våd skulder. I skambidte baller. I store blafrende fucking ører. Kom nu fucking an. Jeg vil have tilbage. Jeg indkasserer NU.

Og nej nej nej FFS det har absolut intet at gøre med et personligt valg af lyst eller mørkt! Det er fucking sandheden, vi snakker om!! Ikke et eller andet fucking hippie mindful pis, som man kan hive ned fra hylden, når det lige passer ind i spelt-skemaet. Det er det, der fucking er hele humlen. At det eneste valg vi har er lig med absolut intet, da intet jo fucking ER. Det er et givet. Det er fucking vilkåret for eksistens!!

Livet er en jammerdal en sorg foruden (fucking) kvide!!!

OK, Camus og det absurde liv, læs engang hvad Peer skriver her: “Dermed gik han ind i tragedien – og blev et frit menneske. Herpå beror hans glæde. Hans skæbne tilhører ham. Hans byrde er hans egen. Og på samme måde bringer det absurde menneske alle afguder til tavshed, når det betragter sin smerte bevidst. For det absurde menneske ophører møjen og kampen aldrig, for det genfinder altid sin byrde. Og i denne forstand kan man tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand, hævder altså Camus.” Peer Sendemand, Jernesalt.dk.

Er det så ikke den samme frihed vi taler om? Det samme sted vi ender – nemlig i overgivelsen. Om vinklen på dette slip er, som en nødvendighed for at rumme livets jammerdal, eller det er en overgivelse til netop skønheden og kærligheden som styrende princip, er vel i enden ligegyldigt. Blot et personligt valg. Og så spørger jeg mig selv, hvorfor vi vælger den mørke udgave. Men det er jo så også blot mig, som ikke kan slippe tanken om levet liv som konstruktion, lærestykke, og i sidste ende den perfekte trænningsplads for at begribe det totale og endegyldige kaos. Alt og ingenting.

Og ja, jeg vil gerne med :-). Der er ikke noget som menneskelig uformåen i den mest ekstreme form, som kan lyse en lørdag aften op!

så lad os drukne i absurditetens hav.
Albert Camus: helt og læremester.
kom med til Caligula på lørdag.
her ord fra ‘Myten om Sisyfos’:

“There is but one truly serious philosophical problem and that is suicide.
Judging whether life is or is not worth living amounts to answering the
fundamental question of philosophy.”

I’m all about the letting go, but I also like the hunt. Hunt for pleasure. Hunt for pain. Understanding and expansion both in the beauty and in the ugliness of life.

I believe that the lowest and hardest places we find give us the deepest insights into our own strenght and soul’s power. We have to be courageous to go there. Have balls to step over the cliff. Leave everybody behind to shake their heads in disbelief and hate us for being too much. Wanting too much.

I love that naked, vulnerable state where everything is open and we push push push ourselves even more. Bleeding, crying, shaking, screaming ourselves into peace of mind.

I get bored when it is too soft … it is too slow…

NO EXCUSES!

xoxo

Luzi Love

Nu kan jeg altså slet ikke være med! Det må jeg bare sige. I to er altid så sortseende. Jeg oplever det slet ikke sådan. Jeg elsker mine mål, jeg elsker mine to do lister. Tingene sat i system, så vi kan nå det vi skal. Opfylde vores potentiale til fulde og være alt det vi kan være. Det er vores pligt netop fordi vi lever, fordi vi har fået livet. Vi skal gøre det ordentligt og seriøst. At have et mål i livet er da ingen skam. Nej jeg synes det er en skam, når I sådan giver op. Kaster håndklædet i ringen, fordi tingene er lidt hårde. Op på hesten igen Rødt Chok! Ikke synke ned i sådan noget mudder. Det er dine tanker der spiller dig et puds. Jeg tror, det ville være godt for dig, hvis du forsøgte at fokusere på noget positivt, noget der giver dig glæde. Kig dig selv i spejlet. Elsk hvad du ser. Sig til dig selv at du er smuk og der er en mening. Jeg ved godt at det virker fjollet i starten, men du betinger faktisk din hjerne ved alle dine negative tanker, og på samme måde kan du altså betinge den med positive tanker. Hvorfor ikke? Hvorfor vælge den mørkeste vej? Hvorfor ikke leve i lyset og i kærligheden?

Og Katie, det er aldrig lige meget hvad vi gør. Vi skal opføre os ordentlig, passe på hinanden og tage os selv og hinanden seriøst. Netop i kraften af vores tanker, det at vi kan analysere og træffe begrundede og velovervejede beslutninger derudfra, at vi finder guldet. Her ligger det fulde potentiale, det er her vi kan være alt det vi kan være. Alt det vi skal være! Alt du beskriver er de nære relationer til mennesker. Det er da helt fint at du vil knalde og nive, men relationer er jo ikke altid så intime. Der er også ture i bussen, indkøbsturen, børn der skal opdrages, arbejde der skal passes, folk der regner med en. Interaktion på det mere generelle plan. Det er for løst at overgive det hele til intuition, lyst og nysgerrighed. Helt ærligt, hvad ville der ikke ske, hvis vi alle sammen bare rendte rundt og gjorde hvad vi havde lyst til hele tiden? Jeg er sikker på at det ville ende i rent kaos på meget kort tid. Nej vi skal bruge den hjerne Gud har givet os. Det er vores pligt. Et guddommeligt burde. En guddommelig gave.

Jamen så lad os tale om det. Udslettelsen af individet. Livet der bare lever sig selv. Vores uformåen når vi søger at styre noget. Tankerne og villen som ikke kan noget andet end at forstyrre livet. Det der lever sig. Det kan jeg sagtens se, i korte øjeblikke af klarhed. Resten af tiden mudrer det rundt, tankerne flyver afsted og styrer mig til at gøre, at handle. Lad os lade lysten styre nu. Lade os lade begejstring og intuition lede. Der hvor vi har lyst til at være. Det vi har lyst til gøre. Der er mennesker, jeg har lyst til at se. Mennesker jeg har lyst til at røre. Jeg vil bide rave kneppe slå slikke elske falde hoppe bløde svede brænde hårdt. Der er ikke noget, der ikke må være med. Lade nysgerrigheden bestemme. Gå derhen altid. Spørge ville snakke kramme knuse nive. Alle. Er der afvisning? Er der ego? Er det ego? I udslettelsen af individet, af egoet slipper det hele, og jeg vil ikke noget mere. Jeg gør bare. Fordi jeg lever. Fordi det lever. Fordi det leves. Eksistensen leves. Vi kan vel godt kalde det selvudslettelse. Det lyder bare så hårdt. Kan bedre lide bløde ord som overgivelse og slip. Men det er jo samme kage. Det er klart, at det er svært og skræmmende. Hvad så med mig? Hvad med alle mine kloge tanker? Hvad med alt det jeg skal? Men er det ikke netop der, festen ligger? Lige der hvor vi ikke skal noget mere, hvor det bliver ligegyldigt hvad vi gør, fordi livet lever sig selv, om vi styrer eller ej. Den totale frihed til at lade livet leve.

OVERHOVEDET IKKE

NEJ

Zina, where are you? We have heard nothing from you in ages in here! Were you at the party last night? I came really late (I know, classic Luzi style), but had a blast dancing, drinking, talking, kissing my way through the crowd 😉

Miss you

L

Fuck it – let’s go to SMK and party the shit out of the place!

This Friday. They say it’s baroque theme. Screw that I say it is PARTY theme!!!

Go go go

alright what about tonight? what is wrong with us?? not even for new year? I’m gonna miss you all like crazy and look forward to 2015 with lots of fun and craziness for us all.

Hugs and kisses

Luzi

YEAH – so great that you are all here!!! I’m back! And of course I’ll be there today. I was thinking about bringing a few things and making some guerilla shit today. You know if you are crashing the hospitalward I might just do a quick Luzi-thing. Are you ready for that, Zina? How much fun would that be?? Like in the old times. Uniforms and everything.

Anyways, see you all there! and Red Havoc – you better be there as well!! You know what happens when you disappoint me

HADER NÅR HER BLIVER STILLE
ER SIKKER PÅ NOGET ER GALT

ER I OK DERUDE?

PS. jeg er på SMK på fredag, håber jeg kan snyde mig ned i en af de der hospitalssenge

KOM NUUUUUUU

Long time no see.
Jeg leve stadig. Er taget hjem til hjertet men jeg savner tosset jer alle sammen.
Vi ses snart venner.

Hugs fra
Pedro

jeg elsker jeg. sikke en lettelse der ligger i overgivelsen til jeg. ikke noget vi her. ham der i avisen sagde det, hvad skal vi med vi, det rene udgangspunkt er jeg. det individuelle og unikke solo svar. kun på den måde kan vi sikre os det sande fællesskab og det reneste udgangspunkt for kærligheden. det er nemlig lige meget hvem og hvad bare det er der. og kærligheden og medfølelsen eksisterer og gør det 100% naturligt i egoet. og her kan jeg så stilles fri og kærligheden opstår som et naturligt skridt mod det jeg er i mig selv og ikke som et burde eller en pligt. herfra kan energien nu bevæge sig frit af sted og ud til alt omkring. naturligt. det kan synes forkert med sådan en masse jeg, som går rundt helt uden alle burderne og skullerne og skyld skyld skyld. det er da egoistisk og snævertsynet kun at leve og gøre for sig selv. men det er det ikke. for det er netop i frigørelsen fra det gamle lort og i slippet som ligger i det rene jeg at kærligheden og kærlighedsønsket opstår naturligt og bredt og kraftigt. det er interessant. det er jo netop i det ekskluderende vi hvor pointen ligger, det er meget stærkere end ekslusionen i jeg. vi kan ikke forstille os at der er et vi som inkluderer alle alle alle, så derfor virker vi ekskluderende. jeg er helt alene altid. der er ikke mere eller mindre jeg for mig. der er ikke nogen formodning eller forudindtagethed om at jeg er mere end jeg udefra. en enkelt person alene, men som i kraft af det og i den frihed der ligger der, spreder sig ud frit og uden tvang eller skullen. en tanke.

Her blev stille nu, men selvfølgelig
skal der lige lukkes med en kærlighedsærklæring. Og den skal selvfølgelig komme
fra mig! Jeg er denne blog og jer så evig taknemmelige for, at I stadig er her
og gider at byde ind. Gider at hjælpe mig med alle tankerne, rydde op i dem,
udvikle dem, udfordre dem. Det er uendeligt værdifuldt for mig. Jeg savner ofte,
at I er tættere på mit liv og mindes med stor glæde, dengang I var. Jeg tror
ikke, det er fordi, jeg ønsker mig tilbage. Livet var alt for svært dengang, og
jeg elsker at blive ældre. Men jeg kan savne jer noget så forfærdeligt. Men
hvad er savn andet end smukke minder og kærlighed, så derfor vil jeg ikke begræde
tiden, som var, men blot mindes den og glæde mig over den tid og glæde mig over
nu, hvor vi er begyndt at dele, hjælpe, sparke, elske hinanden igen – virtuelt –
og hva’ så. Så allersidst tak til dig Zina, for at have startet din blog og
inviteret os til at være med i dit liv og dine tanker igen. Elsker jer alle –
nye som gamle – tosset!

Den
er svær at komme efter den der, Zina. Det er så håbefuldt og kærligt. Jeg har
siddet og rodet de sidste par dage og forsøgt at finde flere kloge ord om
sagen. Vi er jo heldigvis ikke de eneste, som har snakket om det her. De byder
jo alle sammen ind. Læste Foucault den anden, som netop taler om opfindelsen af
historien og hvordan vi efterrationaliserer på fortiden. Og hvordan det BTW
ændrer sig hele tiden, således er jeg endnu mere forvirret. Søren Kierkegaard
er så skide svær at læse, men når det i korte øjeblikke pludselig siver ind og
alt går op, så findes ordene ikke smukkere og klarere end hans. Men jeg synes
det er tungt. Mange af det andre bliver jeg bare små-deprimeret af. Det gøres så
skide komplekst og indviklet at det fjerner sig fuldstændig fra begyndelsen,
nemlig kærligheden. Den der tossede størrelse, som får alt til at gro, græde
grine. Løbe, standse, hoppe, falde, op, ned, hen, over. ALT. Nogen gange tror
jeg det er bedst bare at lade tingene stå. Vi skal tænke alle tankerne, fra
alle vinkler, snakke med hinanden, prøve ting af, men næste skridt er så at
slippe helt. Lade vores intention og kraften i denne gøre resten af arbejdet.
Lade livet leve sig og udfolde sig i tillid til forsynet, Gud, eller os selv –
alt efter livsvinkel. Kan I se det?

Jeg siger det igen – og måske
tydeligere. Vi er alle skabt af uendelig kærlighed. Der
er ikke andet. Vi er skabt til at elske. Vi er skabt til kærlighed. Vi er skabt
af kærlighed. Det er i slippet og i tilliden til hinanden og livet og det vi er
skabt af, at alt giver mening og hænger sammen. Det er netop det som er
udfordringen. At slippe. Og nej Frank, vi er ikke så fucked, vi kan alle gøre
det. Vores vej derhen er forskellig, men vi har alle potentialet til at leve i
fuld kærlighed uden fordømmelse og tvivl. Vi kan sagten kalde det gud, men den religiøse
overbygning er blot vores ynkelige forsøg på at rationalisere, regelrette og
strømline noget, som vi i virkeligheden ikke skal tænke så meget over, men mere
føle os frem til og lade os føre af. Kontrollen, forståelse og analysen er tegn
på egen uformåen og lave tanke om os selv. Vi er alt elskende, alt vibrerende,
alt skabende væsner med langt større potentiale end vi tror.

Men
kan vi det? Er vi ikke så fucked af vores liv, erfaringer, kultur, minder,
skabelse, at vi netop ikke kan gøre det du siger? Er det ikke hele pointen,
nemlig at vi ikke kan. Er det måske i virkeligheden pointen i syndefaldet, at
vi hele tiden falder, og vi hele tiden bliver tilgivet og elsket – og kun i
kraft af dét kan vi og skal vi elske. Så vi husker det, så vi hele tiden minder
os selv og hinanden om at vi skal at vi bør og ikke mindst at vi gerne vil. Men
ja, vi er uformående og vi er syndende mennesker. Og vi har brug for hjælp. Og
BTW, så har vi allerede fået den. Alt går op. Men det er ikke dig, som gør det.