Åh Åhh, livets lummerhed. Alt er i rød. Var det det det var? Jeg føler at tiden står helt stille nu og minutterne kan ikke finde hinanden. Hvis jeg kunne opløses i atomer og stille blæse væk i den lumre brise, ville det være en perfekt afslutning på en rodet affære. Hvem ved måske bliver det netop sådan i den evige tanke som flyver over Atlanten i rystende usikkerhed over det som skal kommer, det der var og det som kommer. Jeg er ikke vred jeg er bare skuffet.