Jeg ved det godt. du har sagt det til mig mange mange gange. Jeg hører nu kun efter på udvalgte tidspunkter – det er når tiden står helt mussestille og der ikke er nogen der håber for højt. Men nu står jeg her så alligevel. Helt stille og uden noget tøj på. Jeg havde håbet det var lidt nemmere, men sådan ved jeg godt det ikke kan være nu.
Tingene var simplere før. Lige ud af vejen og altid huske at smide skoene før du træder ind. Det er fornøjelsen ved at skrive så ingen mere ved hvad det handler om. Er du stadig med? Jeg kan savne det så det gør ondt helt ind i knoglen, men det redder mig altid at skrive uforståelige ord i række.
Nå, men her er vi så tilbage igen, ved starten. Og jeg har allerede glemt hvad det var der gjorte ondt. Hvad det var der fik mig herind igen – kigge på de samme ord igen, og huske det hele igen. Nu er jeg tilbage på sporet og jeg hopper stille op og ned i forventningsfuld spænding.
Alle ombord
