Arrrrh, jeg kan stadig huske dengang, det hele bare kom til mig. Der var ingen renden rundt i gaderne, der var ingen hvileløs søgen på nettet, ingen desperate opkald mitdt om natten, ingen overkiksede branderter med alt for mange sandheder. Nej, der løb lykkens bæger over – helt af sig selv. Jeg kommer i tvivl, om det bare var fordi jeg havde hovedet i skyerne (eller var det i røven?) eller om jeg rent faktisk var lykkens pamfilius, sådan som jeg følte mig.
Hva’ siger I piger? I var der. Var jeg virkelig så lykkelig og let, som jeg husker det?
