Det var først
omkring de 40 år, at hun kunne slappe af. Så kom det nærmest også som en
overraskelse for hende, at hun kunne. Hun var blevet så vant til altid at gå
med maven en smule spændt op, så da den en dag pludselig gav slip, troede hun
et øjeblik, at hun havde skidt i bukserne … Det var sådan en stor åbenbaring
for hende, at hun svært ved at lade være med at smile en hel uge. Det var som
om mundvigene krøb op helt af sig selv. Det var nok ikke så simpelt, at hun nu
var gammel nok til at slappe af, og det kom heller ikke over en nat, men det
føltes næsten sådan efter alle de år af spændthed.