Jeg er ikke sikker på, at det hjælper at benægte tingenes tilstand. Det synes indlysende, men jeg render hele tiden ind i det alligevel. Og det er bestemt ikke bare mig, som desperat forsøger at få tingene til at forsvinde ved ikke at anerkende deres tilstedevær. Næ, vi er alle steder. Benægterne.
På den anden side kan der vel være noget om snakken. Jo mere man kigger på en ting, jo mere kommer den til at fylde, og langsomt vænner man sig til den. Til sidst hører den til – og man savner den, hvis den forsvinder. Bliver den også større? Det er jeg ikke sikker på. En lort er vel en lort. En guldklump er vel en guldklump.
Nogen gange trænger man nu bare til at få tingene på afstand. Det sætter det hele i perspektiv og minder én om, hvad der er vigtigt. Nogen gange når man vender tilbage efter lang tid, kan det føles helt nyt og jomfrueligt det hele. Som om at man, mens man stod og stirrede, slet ikke så, hvor smukt det var, det man kiggede på.
Jeg bliver så træt af at skulle finde svar på alting. De er der jo ikke – eller ændrer sig hele tiden. Det er et frustrende kapløb hele tiden at holde svarene klar mod de konstant ændrede forudsætninger. Jeg vil lade tingene være og blot kigge på dem og kigge væk, som jeg finder det godt. Uden at placere, kategorisere og indramme.
