Her blev stille nu, men selvfølgelig
skal der lige lukkes med en kærlighedsærklæring. Og den skal selvfølgelig komme
fra mig! Jeg er denne blog og jer så evig taknemmelige for, at I stadig er her
og gider at byde ind. Gider at hjælpe mig med alle tankerne, rydde op i dem,
udvikle dem, udfordre dem. Det er uendeligt værdifuldt for mig. Jeg savner ofte,
at I er tættere på mit liv og mindes med stor glæde, dengang I var. Jeg tror
ikke, det er fordi, jeg ønsker mig tilbage. Livet var alt for svært dengang, og
jeg elsker at blive ældre. Men jeg kan savne jer noget så forfærdeligt. Men
hvad er savn andet end smukke minder og kærlighed, så derfor vil jeg ikke begræde
tiden, som var, men blot mindes den og glæde mig over den tid og glæde mig over
nu, hvor vi er begyndt at dele, hjælpe, sparke, elske hinanden igen – virtuelt –
og hva’ så. Så allersidst tak til dig Zina, for at have startet din blog og
inviteret os til at være med i dit liv og dine tanker igen. Elsker jer alle –
nye som gamle – tosset!